Værdidebatten blev skudt i gang af statsministeren for nogle år siden. Efter et kort stykke tid blev den dømt død.

Men værdidebatten er ikke død. Stille og roligt er ting ved at forandre sig. Stille og roligt kan vi i dag tale om noget ikke alene uden for det politiske liv, men også midt i det politiske liv, som vi ikke har kunnet længe.

For få år siden var ledelse noget, der blev talt om og arbejdet med i erhvervskredse. I dag er ledelse noget, der tales om og arbejdes med på alle uddannelsessteder og arbejdspladser.

Ord som ansvar og forpligtelse og kravet til, at vi hver især yder vores bedste, er igen kommet på dagsordenen. I alt for lang tid var ansvar og forpligtelse noget, de andre måtte tage på sig. Nu er det blevet et krav til hver især. Ikke som et åg, men som en glæde: Det betyder noget, hvad jeg gør.

I skolen taler lærere og ledere om, hvordan man styrker ledelsen på skolen, så der bliver mere fasthed for både elever og lærere ja, så lærerne igen kan genvinde den nødvendige autoritet, såmænd også i forhold til forældrene. Der skal stå respekt om skolearbejdet. Eleverne har krav på at blive undervist og på at få noget at vide. I respekt for eleverne er faste, klare mål for undervisningen en nødvendighed. Det er ikke at vise respekt for eleverne, at undervisning af den faste lærer ustandselig erstattes af vikarer.

Der skal også stå respekt om forældrerollen. Også forældrene må tage deres ansvar på sig og ikke bare overlade det til andre.

På universiteterne er rektor nu ansat af den valgte, eksterne bestyrelse. Formålet: at øge faglighed og respekt omkring studierne og dermed geare de unge bedre til tilværelsen efter studiet. Vi arbejder i disse uger med, hvordan vi sikrer, at de unge føler, de er i mere faste hænder også på universiteterne. Som vi må forlange, at de unge ikke kan gå ud af skolen efter 9. klasse uden eksamen, kan de heller ikke nøjes med at lade være at tilmelde sig eksamen på universiteterne eller undlade at skrive afsluttende opgave.

Der skal mere fasthed over hele linjen.

Det samme går igen, når vi diskuterer integration: Vi har i årevis i misforstået venlighed ikke stillet krav om, at de fremmede, der kom hertil, skulle i arbejde. Vi har i årevis givet mennesker, der havde svært ved at lære dansk, eller som ikke rigtig orkede det, dansk statsborgerskab. Den linje holder ikke mere. Der er ingen menneskelig værdighed i, at vi ikke stiller krav til hinanden. Hvis vi ingen forventninger eller krav stiller til hinanden, har vi signaleret, at det er fuldstændig lige meget, om vi er her eller ikke, om vi yder vores bedste eller ikke.

Glædeligvis er vi begyndt at kunne tale højt om disse ting. Glædeligvis er der ved at være forståelse for disse tanker over et bredt politisk felt.

Det har betydet, at regeringens nylige udspil på integrationsområdet kan samle bred støtte. Men i virkeligheden rækker tankerne i integrationsoplægget ind i den næste vægtige holdningsændring: I integrationsoplægget kræver vi, at mennesker viser, at de vil yde, før de kan nyde. Det er jo et gammelt værdisæt, som også Socialdemokratiet hyldede engang og glædeligvis igen er på vej til at erkende klogskaben i. Står der endda ikke i sangen »Plads for alle, der vil?«

Til alt dette kommer ønsket om, at vi igen skal lære om kristendom, historie ... Hvis vi skal leve i en verden uden grænser, er det af yderste vigtighed, at vi har fodfæste og ikke bliver frit i luften svævende. At vi føler, vi hører til et sted. Så får vi mod til at sætte af og turde.

Værdidebatten lever i fuldt flor.

Britta Schall Holberg er tidligere minister, folketingsmedlem for Venstre, medlem af blandt andet forskningsudvalget og undervisningsudvalget