Man læser danske stile. Ja, det gør

man.

Problemet er - fuck - dette: Jamen, tør man?

De danske børn kan sagtens formulere

sig mundtligt. Kæften kører, galoperer,

og meninger om alt kan sagtens siges.

Men skal det skrives ned, ak ja, så ties.

Ifølge stilens oplæg sku' vurderes,

fortælles, overvejes, kommenteres,

og i en time, måske to, der gider

de lige at få skrevet et par sider.

Med ord som 'sej', 'kanon' og parenteser,

med 'ha' og 'ska' og 'ta' og

'ta'r' - der ses der

et sprog, der peger nedad i sin retning.

Desuden mangler 'rimelig' tegnsætning.

Der nævnes 'lort' og 'fuck' i resuméet.

I ordet 'gjort' der skrives også d'et.

Man ved, man underviste dem i sproget,

men skolen bliver modarbejdet noget,

når det, der har størst skriftlig interesse,

er kunsten i at kunne sms'e.

De korte små beskeder til hinanden,

og også ofte blot til sidemanden,

er skabt til ordknaphed. Alt bli'r forkortet,

for ellers koster det på talekortet.

Det skriftlige skal kvikt af sted. Det haster.

Der trykkes som i vanvid løs på taster,

og undervejs skal ikke spekuleres.

Som skidt fra spædekalv kommunikeres.

De nyeste mobiler staver faktisk

helt selv - og det er faktisk rim'lig praktisk ...

Hver sproglig højborgskæmper sænker lansen,

for uanset vor kamp så går sgu glansen

af skriftsprogsevnen. Skal vi følge stilen

og modta' danske stile på mobilen?

Det nytter ingenting, at vi er triste,

for skriftsprogsevnen er vi ved at miste.

Nej, trøst dig. Når man på papiret sparer,

er klodens regnskov - fuck - jo ej i fare.

Fru Fischer