Farligt at henvise til www

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man søger en ny lærer, er det oplagt at henvise til skolens hjemmeside. Men ulempen er, at læserne kan gå ind på siden, uden at man nogen sinde får at vide, hvem de er.

'Man kan kun slå en klo i eventuelle ansøgere, hvis de skal ringe efter flere oplysninger. De passivt jobsøgende er ikke så motiverede for at ringe, hvis de kan gå ind på en hjemmeside', siger direktør Claus Due fra rådgivningsfirmaet Due og Partners.

Men et er at henvise til hjemmesiden generelt. Der er også skoler, som vælger at bringe en kort jobannonce på papir og så lægge det egentlige opslag på deres hjemmeside. På den måde kan de spare nogle penge.

'Det kan være en god ide, men det kræver, at man formår at bruge papirannoncen til at sælge drømmen om jobbet. Men der er også en risiko ved at klippe processen over, for hvad nu hvis læseren ikke lige sidder ved en computer? Og kan han huske adressen, når han senere skal på nettet? Desuden er det ikke alle lærere, der er lige it-kyndige', siger Claus Due og tilføjer, at der er forskel på at søge en it-vejleder og en idrætslærer.