Det er ikke mundtlig dansk at spørge eleverne, hvornår H.C. Andersen er født. Læreren skal stille spørgsmål, der giver plads til mere end ét svar, og så skal han i øvrigt tænke grundigt over den ramme, han sætter for mundtlighed.

Mads Haugsted har som lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet analyseret en lang række eksempler på danskundervisning i praksis og sat dem i forhold til teorier hentet fra retorik, pragmatik og dramaturgi. Altså teorier om, hvordan man formidler, forstår hinanden og opbygger en fortællesituation.

»Der er to sider af denne vigtige sag«, siger Mads Haugsted. »For det første skal læreren overveje og planlægge, hvordan han skaber det, man kan kalde det mundtlige rum i klassen. Altså sætte sig ind i, hvordan man spørger på en måde, der åbner op for, at eleverne kan reflektere og svare måske også på en måde, som læreren ikke havde tænkt på. Det hører også med at kunne give eleverne respons på en kvalificeret måde. Det kræver, at man sætter sig ind i nogle teknikker, og at man oparbejder en bevidsthed om, hvad mundtlighed er. Det er nemlig ikke bare det, der er der, når man taler«.

»For det andet skal man undervise elever i mundtlighed. For eksempel lære dem at analysere, hvad der sker i en samtale. Hvilke elementer den består af. Hvordan den er bygget op. Hvad der er en god samtale, og hvad der er en dårlig. Til min store fornøjelse opdagede jeg i en 7.-klasse, at eleverne var dybt interesserede i, hvad det er, der gør en samtale til et skænderi. Her kunne jeg så arbejde med, hvilke mekanismer der er på spil, når en samtale løber af sporet«.

Gode tekster findes overalt

Hvis man skal have mundtligheden til at fungere, skal man bruge en lang række forskellige mundtlige tekster i mange genrer, understreger han. Men de er ikke svære at finde, de findes overalt i det virkelige liv, og eleverne kender dem i forvejen: Reklamespot. Skuespil, som man lader eleverne spille fra bladet, så godt de nu kan. Raptekster.

»Det kan være en hård nød at gennemgå digte i 9. klasse, men lige på den anden side af væggen vælter det ud med digte fra radioen. Ind i undervisningen med dem. Som lærer skal man ikke lade sig skræmme af, at man måske ikke kender genren så godt. Det gør eleverne. Og læreren kan så bidrage med sin faglighed«.

Sproghandlinger og røverhistorier

Når man kigger efter, er vi alle steder omgivet af særlige samtaler. Mads Haugsted anbefaler også, at man skriver et afsnit fra en tv-serie ud og lærer eleverne at analysere, hvad der sker på udvalgte steder. Grundtemaet kender de i forvejen, for de er specialister i retssager, som de har set tusindvis af på tv. I klassen kan de bruge dem til at forstå et ellers så vanskeligt fagligt begreb som sproghandlinger:

»Deltagernes roller definerer simpelthen, hvilke sproghandlinger der er mulige, og hvilke der ikke er det. Hvis man overtræder dem, bliver man smidt ud af retssalen, for den tiltalte kan ikke begynde at dømme dommeren. Ligesådan i kirken: det er præsten, der skal sige bestemte ord og udføre bestemte ritualer, før et barn er døbt«.

I disse dage er der et boom i historiefortælling. Folk giver faktisk penge for at komme ind og høre nogle røverhistorier. Det er også en genre.

»En god historiefortæller kan være bevidst eller ubevidst om sine retoriske virkemidler. I disciplinen retorik kan man lære noget om, hvordan man kommer i gang, hvordan man opbygger midterdelen, og om det afsluttende slag med halen. Start, midte og slutning. Men man kan også lære eleverne noget om udtryksmidler. Skal man begynde med en hemmelighedsfuld hvisken, eller skal man komme drønende ind og sige: Nu skal I høre. Jeg står i en katastrofal situation. Vil I hjælpe mig? Eller begynde med et statement: Jeg hader piger. Derefter diskuterer man, hvordan midterdelen skal være, og til sidst hvordan man kommer ud af fortællingen igen«.

Undervis i mundtlige tekster

En del litteraturundervisning består i, at læreren stiller nogle spørgsmål ud fra teksten, som han så forventer nogle temmelig bestemte svar på, mener Mads Haugsted. Han beklager, at det er alt for sjældent, man gør mundtlige tekster til det, man underviser i. På den måde mener han, at man vænner eleverne til en særlig form for skolesamtale, som nogle mestrer bedre end andre. Det skyldes, at lærerne ofte overser, at deres elever har en vidt forskellig baggrund, også når det gælder sprog. I nogle elevers hjem svarer man på det, man bliver spurgt om. Andre steder ved børnene, at forældrene forventer, at de giver svar, der strækker ud over spørgsmålet. De har afkodet, at der ligger nogle underforståede normer for en samtale. Det er de elever, der er bedst til at vide, hvad læreren mener, når han spørger på en bestemt måde.

»Det er der desværre alt for få, der underviser i. Men der er masser af guf til undervisningen, hvis man bare kigger sig om. Hvordan man tager ordet i en forsamling. Holder talen, laver et indlæg og giver ordet fra sig igen. Man kan faktisk udmærket bruge en god lærebog i retorik og finde stof derfra«.

Man skal ikke slå det hen med, at hvis ikke man selv styrer dialogen i klassen fuldstændigt, vil der være fire i klassen, der kæfter op hele tiden, og tyve, der aldrig vil sige noget, mener han. Læreren kan være den, der styrer i nogle situationer og giver frie tøjler i andre. Men hvis man vil have eleverne til at diskutere på en ordentlig måde, må man først lære dem elementære regler for diskussion. Og det kræver en bevidsthed om, hvilke mekanismer der er viklet ind i hinanden. Det indebærer vel at mærke ikke, at læreren skal afgive sin overordnede styring af, hvad der foregår i klassen.

Samarbejd om at lære nyt

Mads Haugsted er godt klar over, at det kræver en indsats fra læreren at sætte sig ind i teknikker og begreber, og at det ikke er realistisk at få kurser i emnet i større stil. Han anbefaler derfor, at man går sammen med et par kolleger, diskuterer emnet og skaffer sig mulighed for indimellem at iagttage hinandens undervisning. Det kan være et godt udgangspunkt for at ændre praksis.

tha@dlf.org

På folkeskolen.dk ligger der en længere version af interviewet med Mads Haugsted. Der kan man også finde en litteraturliste med hans anbefalinger af bøger til mundtlighed.