Anmeldelse

Dansk Dharma

Buddhisme og buddhister i Danmark

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endelig en god og grundig bog om dansk buddhisme! Hvor fik jeg meget at vide, som jeg slet ikke vidste, at jeg havde brug for at vide! Så herved er opfordringen givet: Læs bogen, og bliv klogere!

Jeg har altid vidst, at buddhisme havde mangfoldige retninger og kulturer, og at der med hippie-kulturen og den øgede fokusering på New Age og selvudvikling også kom flere og flere konvertit-buddhister i Danmark. Men jeg vidste for eksempel ikke, at buddhismens historie i Danmark er mere end 150 år gammel, og at der er et frodigt landskab af grupperinger i Danmark, som knap nok kender til hinandens eksistens.

Mange danskfødte og helt igennem etniske danskere, der kalder sig buddhister, forbliver kristne og vil ikke have et mærkat med andet religiøst tilhørsforhold siddende på sig, selv om de på alle måder måske gør dét, som "rigtige" buddhister gør. I det hele taget er begreberne inden for buddhismen ikke homogene, og en forening kaldet Buddhistisk Forum forsøger at samle alle de buddhistiske strømninger i en tværgående organisation. Dette og meget mere kan man blive klogere på ved at læse bogen.

Som afslutning på denne anmeldelse kan jeg kun sige: Stor tak for at jeg fik lov til at læse denne bog. Det har været meget berigende læsning, og jeg vil nok læse den et par gange endnu, for der er så mange detaljer og oplysninger, som jeg lige skal bruge noget tid på rigtigt at forstå og fordøje.