Journalistik kan føre til så meget. Også tilbud om at være dommer. Ikke så'n rigtig fodbolddommer, men dommer i plakat-, legetøjs- og tegnekonkurrencer. Det er selvfølgelig mit arbejde som børnejournalist, der skaffer mig den slags på halsen. Med årene har man lært at sige nej tak. Det forpligter ud over at offentliggøre vindernes navne ved opråb, og det fylder i kalenderen. Dog er der dommertilbud, som rækker ud over 'tegn en hest og vind en dukke'. Jeg kan ikke sige nej til konkurrencer, hvor børn skal arbejde med temaer, som udvikler deres kritiske sans og giver dem indsigt. Således har jeg i år 'fundet plads i kalenderen' til tre konkurrencer, hvor børn skulle arbejde med forslag til sikring af skoleveje uden de af nogle så forhadte bomme, forslag til eliminering af mobning og ideer til bedre forebyggelse af fyrværkeriskader.

Alle tre konkurrencer havde et offentligt afsæt, og der stod ingen pengestærke firmaer bag. Alle tre konkurrencer var for skoleklasser og blev formidlet ud til skolerne ad de kendte kanaler. Resultatet for alle tre konkurrencer var magert - i hvert fald målt efter antal af klasser, der ønskede at deltage.

Da journalistik kan føre til næsten hvad som helst, tror mange også, at mediemennesker har et godt svar på alt urimeligt her i tilværelsen, så naturligt nok blev jeg venligt overfaldet med det rå og direkte spørgsmål: Hvorfor tror du, så få klasser har valgt at arbejde med så vigtigt et emne?

I bedste solidariske ånd med de hårdt belastede lærere forsøger jeg mig altid med den forklaring, at det jo ikke er småting, der bliver tilsendt danske skoler, hvor de bliver bedt om at deltage i alt mellem himmel og jord. Hvis læreren skal have mulighed for blot den mindste planlægning, så kan vedkommende jo kun trække de tilbud ind, som passer ind i det tema, klassen arbejder med her og nu, eller skabe et åndehul, hvis læreren ser noget materiale eller en konkurrence, som han eller hun ved vil tænde klassen. Det svar er aldrig helt faldet i god jord.

Initiativtagere synes altid, at det tema, de har lagt frem til viderebearbejdelse, er ustyrligt vigtigt. Da jeg jo havde sagt ja til at være dommer, har jeg ingen problemer med at give dem ret.

For nylig så jeg i Folkeskolen en helsidesannonce, som voldsomt rokkede ved min 'der er jo så meget'-forklaring. Det var firmaet SIS-International (som producerer ergonomiske undervisningsmøbler), som udskrev en tegnekonkurrence for 1.-4. klassetrin. Eleverne skulle selvfølgelig tegne, hvordan 'dit klasseværelse skal se ud, hvis du helt selv ku' bestemme'. Måske ville der ligefrem i dette bestemme selv-lokale dukke nogle ergonomiske stole op. Hvis eleven ikke rigtigt ved, hvordan de ser ud, så kan man vel kigge i medsendte konkurrencemateriale!

Jeg har ikke det fjerneste imod ergonomiske undervisningsmidler - det er SIS-virksomhedens præmier, jeg ikke bryder mig om. Lad gå, at tredjepræmien er et gavekort til en biograftur og andenpræmien et gavekort til Tivoli, selv om der så frisk står i annoncen, at 'transporten til Tivoli klarer I selv'. Det er noget af en sur andenpræmie at vinde, hvis man bor i Hjørring! Nej, det er førstepræmieteksten, der får en bestemt væske i kog. Der står: '1.præmien er et gavekort på kr. 6.000 til en kæmpefest for hele klassen. Din lærer vinder en flot rød mountainbike'.

Jeg aner ikke, om det er normalt, at danske lærere bliver bombarderet med gaver eller stilles rejser, cykler og herregårdsweekender i udsigt, når kommercielle interesser prøver at vinde indpas i danske skoler, men det kan Folkeskolens redaktion vel undersøge, men at denne fristelsesmulighed forekommer, så det faglige indhold i vore børns skolehverdag risikerer en skævvridning, finder jeg uanstændigt.

Frode Muldkjær er børnejournalist, Danmarks Radio