Logisk betragtet er der lige langt hen til kommoden som tilbage til udgangspunktet. Spørgsmålet er, om der går noget tabt undervejs eller om der ændres noget i processen, som man ikke var klar over. Svarende til det gamle filosofiske ord om, at man ikke kan bade i den samme flod to gange. Jeg tænker naturligvis på de politiske meldinger om folkeskolen i disse måneder. Og mest naturligvis på regeringens.

Det seneste er socialministerens idé (for mere end en idé synes det ikke at være er det mon aftalt med undervisningsministeren?) om »social praktik« på herberger for hjemløse og lignende steder. Målet er ifølge socialministeren at skabe social bevidsthed og erkendelse af, at ikke alle har det godt og bor i etplansparcelhus (her gengivet i forkortet form).

Baggrunden for ideen er god. Socialministeren har ret i, at det kan være svært at udvikle socialt sindelag, hvis man aldrig møder andet end etplans-parcelhuset. Og det er netop dét, som folkeskolelovens formålsparagraf afspejler. De to første stykker i paragraffen handler om den enkelte elevs udvikling. Det tredje stykke handler om den enkelte og samfundet og om skolens dagligliv set i det lys. Der står nemlig, at »skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati«.

Det kan godt være, at det er gavnligt for nogen at møde »rigtige hjemløse« hvis de er villige til at lade sig bruge til dét projekt. Men det er ikke muligt at reparere på en udvikling med en uges social praktik, hvis udviklingen fra udgangspunktet har været skæv og smal. Det er derfor, socialministerens melding er tankevækkende. For vi har ikke hørt om andet end faglighed, faglighed, faglighed i de sidste mange måneder. Det er, som om det tidligere mantra om uddannelse, uddannelse, uddannelse har fundet sin afløser i råbet om faglighed. Uddannelse er selvfølgelig også for enkelt det er netop et råb, et mantra. Men derfor er der også mere grund til at uddybe det, nuancere det, brede det ud snarere end at afskaffe det og sætte et fladere, en-klere, smallere begreb i stedet: Faglighed. I hvert fald hvis det indebærer, at der skal social praktik til for at give eleverne et begreb om menneskelivets og samfundets mangfoldighed.

Det kan jo være, at socialministeren bare er realist og ikke som os andre en af de naive håbefulde, der tror, at skolen stadig vil virke i bestræbelsen på at opfylde formålsparagraffen. Det kan godt være, at socialministeren har set igennem De Konservatives og den samlede regerings forestillinger om faglighed og frit valg og alt, hvad deraf følger, og set, at det, som ofres, netop er skolens egen mangfoldighed dybden, nuancerne, bredden.

Det kan betyde, at erkendelsen af menneskeligt ligeværd ikke bliver en del af børnenes livsbagage fra skolen. Med konsekvenser som netop en socialminister må bekymre sig for. Blot endnu et lille bidrag fra morgenavisen i dag, hvor jeg sidder og skriver: »Urolige børn isoleres i skolen«. Når vi i afmagt ikke kan finde metoder og resurser til at give urolige børn mulighed for at blive rolige eller i hvert fald urolige på en konstruktiv og arbejdsom måde, så gør vi skolens fællesskab i hverdagen så snævert, at vi dels har sagt farvel til formålsparagraffens tredje stykke, dels har skabt en atmosfære, som ingen social praktik kan rette op på.

»Og herren vender ryggen til sin dame ...«. Spørgsmålet er, hvem der vendes ryggen i disse tider. Jeg er desværre mest tilbøjelig til at vurdere, at de nye alliancer mellem voksne lader børnene i stikken. Især de børn, der viser os, at menneskelivet og samfundet er mangfoldigt. Og at det er bevidst, at formålsparagraffens tredje stykke lyder, som det gør.

Margrethe Vestager er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre. I øjeblikket har hun barselsorlov