Med væmmelig hilsen...

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Spøgelseslege Jytte Abildstrøms Teater

Allégade 7-9, 2000 Frederiksberg, telefon 3887 1819.

Medvirkende: Terese Damsholt og Dan Voigt Lønholdt. Forfatter: Thomas Winkler. Scenografi: Dan Voigt Lønholdt. Musik: Lars Fjeldmose.

Aldersgruppe: 8-12 år. Pris: kroner 6.250.

Hr. Georg Grå bor i et hus, hvor det spøger sådan rigtigt rart og ikke så rart, og han elsker følelsen lige efter en rigtig god forskrækkelse. Inden gyserierne for alvor går i gang, bydes vi velkommen af rengøringskonen Vera, spillet af Terese Damsholt. Hun sender os lige ind i forestillingens jargon med en anvisning til lysmanden: 'Hvis vores blodsukker lige pludselig hænger som vaniljekranse om anklerne, så åbner du lige døren, ikk'?'

'Pas på derude, for nu kommer nullermandsmordersken og bakteriebøddelen'. Vera har fået nyt job, og snart får hun sat kul under spøgelseshytten og bål i Georg Grås hjerte i skikkelse af Dan Voigt Lønholdt, men først må hun overvinde sin angst for spøgelser, kæmpekorsedderkopper, skeletter i lamper og et blodigt hoved på sit kosteskaft. Der er meget at skulle stå model til. Særligt i et hus, hvor 'vampyrerne kører med klatten', som Hr. Grå forsøger at skræmme med. Men det bliver for meget for Vera, og hun beder ham om at skrue ned for charmen og stoppe al den 'knækpølseprosa'.

Vi befinder os i en komedie med masser af godmodigt gys og fine moraler. Det handler om at være sig selv og sige, hvis man ikke vil det, som de andre vil, synger Vera. Tør man indrømme sine fejl, så er man rigtig modig. Og tør man sige, at den anden er modig, så er man måske den modigste.

Der er ingen irriterende pædagogiklogik eller talen ned til børnene, men blot to nærværende skuespillere på scenen, som leverer en skøn og positiv forestilling. Vi kommer til at holde af Vera og Georg, og jeg havde det præcis som pigen på første række, som råbte 'bliv' til Vera, da hun var ved at løbe skrigende bort fra et genfærd bag døren. 'Du kan jo bare sætte dig på den stol der', sagde pigen.

Og det gjorde Vera så.

Måske spøger det rigtigt, og måske er det ikke kun hr. Grå, som laver numre. Der var i hvert tilfælde et lille spøgelse, som svævede magisk i døråbningen, og til de forskrækkede kan man trøste med, at det var et af de gode spøgelser.

Efter forestillingen kunne børnene spørge om alle gysereffekterne lige undtaget én: hvordan det lille spøgelse kunne svæve. 'Der er jo noget, som skal være hemmeligt', sagde Terese Damsholt, men derimod fik børnene et ekstranummer med korsedderkoppen. Dan Voigt Lønholdt blev ved på sin hyggelige måde at forskrække og forskrække og forskrække.

Mette Stentoft