Én på charmeren

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rødhætte & Ulven Teater Patrasket

Sankt Annæ Gade 34, 2. til venstre, 1416 København K, telefon 2120 6535.

Medvirkende: Maria Myrgård, Thomas Danielsen, Mikael Fritze. Scenografi: Karen Bro. Lys: Per H. Olsen.

Aldersgruppe fem-ti år. Pris inklusive moms 6.000 kroner (maksimum 80 tilskuere). Varighed 45 minutter.

Teater Patrasket griber fat i et godt gammelt eventyr, når de med glødende ildhu fortæller historien om 'Den Lille Rødhætte og Ulven'.

De to skuespillere fører publikum ind i fantasiens verden, hvor fingeren med den røde tut er en lige så ægte Rødhætte som den stædige og kække Maria Myrgård. Og hvor Thomas Danielsen med uimodståelig charme giver den som ulven, der forskrækker små og forfører store piger blandt publikum

Karen Bros scenografi består af en sort baggrund og et grønt gulv. Her sidder musikeren Mikael Fritze og giver på banjo og perkussion skuespillet lyd til stregen.

Teatergruppens rødder inden for gøglerverdenen fornægter sig ikke. Rekvisitter bliver overflødige, når de med deres fysiske opfindsomhed gør kroppene til knirkende senge, bugtende skovstier og dybe brønde.

Det præcise samspil mellem skuespillerne, musikeren og lysmanden udsender glæden over at lave teater.

En fin lille forestilling, hvor man i løbet af 45 minutter både gyser, griner og charmeres.

Dorte Andersen