En musikalsk fornøjelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ridderen der forsvandt Batida

Rentemestervej 25A, 2400 København NV, telefon 3810 3609.

Af Søren Ovesen. Instruktion: Søren Ovesen. Scenografi: Mette Munk Lammers. Medvirkende: Sus Hauch, Simon Holm, Maria Sonne, Johnny Jens Sørensen, Claus Hjelm (teknik).

Aldersgruppe: 9-13 år. Varighed: 55 minutter. Pris: 8.800 kroner ved maksimum 150 tilskuere.

Man får lyst til at nynne med, når de fire kutteklædte munke synger sig ind på scenen. Det er en musikalsk forestilling. Et stykke velskrevet teater krydret med musik fra den vestlige og arabiske verden. Aldrig malplaceret eller til overflod, men lige akkurat så den forstørrer følelsesindtrykket eller uddyber handlingen. Forestillingen er med middelalderåret i tankerne et godt bud på vedkommende dramatik med historisk islæt. Den behandler en relevant indvandrerproblematik pakket ind i riddere og arabiske kvinder i skønne kostumer. Kaldet af Gud rejser Ridder Eik ud for at udrydde de vantro muslimer. I det hellige land konfronteres han med sit religiøse modstykke, den muslimske kvinde Fatima. De forelsker sig, men kun en rejse på 1.000 år kan muliggøre deres kærlighed. Deres møde munder ikke ud i en sammenligning af de to religiøse kulturer men fremhæver nogle af de særegenheder, der kendetegner den muslimske trosretning. Det har således eksemplarisk pædagogisk effekt, når Fatima synger: 'Hvis en fremmed mand ser dig uden slør, bliver han fristet og vil se mer'. Sideløbende, men ikke mindre relevant, berettes om korsridderen Gabriel du Ciel og sultanens soldat, som ikke kan forstå hinanden, fordi de mødes på hævntørstens grundlag. 'Ridderen der forsvandt' er en historie om at møde hinanden med åben pande og om, at verdens porte åbner sig, hvis blot vi kaster vores våben og lægger vores skjold. Hvad mere kan man forlange!

Annette Rosendahl Clausen