Den uartige Caroline Teatret Lampe

Nørrebrogade 5C, 2., 2200 København N, telefon 3536 1947.

Af Suzanne Lassen, dramatiseret af Lisbeth Gad. Instruktion: Gitta Malling. Scenografi og dukke: Marianne Jørgensen. Lysdesign: Pia Zinner og Marianne Jørgensen. Musik: Peter Jankovic. Dukkeførerkonsulent: Lars Sonnersjö. Medvirkende: Anne Nøjgård.

Aldersgruppe: fire-ni år. Varighed: 45 minutter. Pris: 5.500 kroner inklusive moms ved 80 tilskuere. Forestillingen er refusionsberettiget.

Teatret Lampe har dramatiseret og moderniseret Suzanne Lassens børnebogsklassiker 'Den uartige Caroline' fra 1929. Det er resulteret i en forestilling om den frække pige, fortalt af Carolines barnepige Berthe. En god ramme for fortællingen, men også en nødvendighed, da Caroline er en én meter høj dukke, som man har valgt at lade barnepigen styre.

Fortællingen foregår over én dag og er opdelt i fire episoder, hvor Caroline hver gang kommer galt af sted. Først gemmer hun den havregrød hun ikke vil spise. Så klipper hun hul i grevinde Kvittevittevits slør. Dernæst kører hun i søen på nabopigens cykel, og til sidst plukker hun alle sin mors yndlingsblomster fra haven. Men Caroline er nu slet ikke så uartig, hun er mere uheldig og klodset. Til slut redder Caroline faktisk sin lillebror fra hans brændende barnevogn, så hun er god nok, men det har de voksne tilsyneladende for travlt til at se.

Barnepigen Berthe spilles tilpas afdæmpet af Anne Nøjgård, så det er Caroline, der er i fokus. Hun er god til at komme i dialog med børnene og holde dem fanget ved at spørge dem om ting undervejs. Det er også Anne Nøjgård, der lægger stemmer til moren, faren og grevinden, der alle er meget enkelt karakteriseret: Grevinden er en hat og et slør, moren og faren er Berthes skosåler!

I dramatiseringen har man i store træk valgt at bibeholde den oprindelige versform. Så bliver teksten dejligt flydende og melodisk, og det svinger godt med forestillingens musik og sang.

Scenografien består af limegrønne vægge med en lige så limegrøn dragkiste midt på scenen, og det er ikke et kønt syn. Lysdesignet er derimod det mest betagende ved hele forestillingen. Det er nogle utroligt sanselige billeder, der kommer frem, når bagvæggen belyses med blå-grønt, da Caroline er røget i søen, eller når de rødlige farver breder sig på væggene i ildebrandsscenen.

Dukken ligner en af dem, man selv har krammet som barn. Et sådant personligt forhold vil helt sikkert også opstå mellem dukken og de små pigebørn blandt publikummerne. Det er nemlig hovedsageligt de helt små børn, og særligt pigerne, denne forestilling taler til, og for dem er forestillingen meget velegnet. Men ville Teatret Lampe havde tiltrukket de lidt større børn (de otte-niårige), skulle der nok være fokuseret lidt mere på den fysiske udnyttelse af de actionprægede situationer samt være lagt endnu større vægt på de flotte billeder, der giver meget sanselige og næsten magiske indtryk.

Sine Ingemann