De studerende:

Annette Rosendahl Clausen, Dorte Andersen, Lars Vind Andersen, Lone Sørensen,

Maj-Britt Mathiesen, Mette Stentoft og Sine Ingemann. Deres lærer: Stig Jarl.

Anmeldelserne om Børneteaterfestivalen 1999 er skrevet af et hold studerende ved Teatervidenskab på Københavns Universitet.

Kandidaterne får hovedsagelig ansættelse som undervisere (typisk dramatik i gymnasiet) og som formidlere (på teatre, tv og radio) eller som anmeldere.

De studerende har i forbindelse med lektor Stig Jarls kursus i teaterformidling produceret indslag om teater i en tv-produktion, de har skrevet pressemeddelelser og foromtale samt anmeldelser af både voksen- og børneteater.

Den årlige Børneteaterfestival blev i april måned afholdt i Odsherred. Egentlig skulle det have været i Skive, men kommunen sprang i målet, så Teatercentrum, der står for det store arrangement, har åndet lettet op, da Vestsjællands Amt med Nykøbing-Rørvig og flere andre kommuner på egnen i sidste øjeblik meldte sig på banen. En aflysning af den næsten 30 år gamle tradition ville ikke have været til at bære. For selv om der ofte har været kritik - forestillingerne kommer sjældent helt til deres ret under de ofte ganske hektiske forhold, og børnene er i absolut mindretal blandt publikum - så er det svært at finde et alternativ, der er bedre.

Ildsjæle

For et kulturområde, der i det daglige ikke er særlig synligt i medierne, er det vigtigt med manifestationer. Og det må man sige, at verdens største børneteaterfestival er. Åbning med kulturminister, gæster fra det store udland, kolonner af teaterbusser og Hjemmeværnet udkommanderet til at klare trafikken. For ikke at glemme hovedattraktionen: 75 børneteatre med cirka 100 forskellige forestillinger, der i alt blev opført cirka 250 gange.

Man (som jo selv er voksen) kan umiddelbart brokke sig over, at det er voksenpublikummet, der dominerer, for børneteater opleves nu engang bedst med et publikum i den rette aldersgruppe; men det kan næppe være anderledes ved et arrangement, som også er en salgsmesse. Teatrene er interesseret i at vise deres forestillinger til et publikum, som er interessant i markedsføringsmæssigt pespektiv: pædagoger, lærere, teaterforeningsfolk. Dette 'professionelle publikum' er ofte også entusiasterne, der kommer år efter år; nogle med sovepose og for egen regning, andre med diæter og kilometerpenge. Dansk børneteater ville være meget dårligt stillet, hvis det ikke var for disse ildsjæle, som ved selvsyn tager stilling til, hvilke forestillinger de ønsker til deres skole eller institution. De fleste bestillinger af børneteater bliver imidlertid til på baggrund af teatrenes reklamemateriale og den røde brochures samlede oversigt. Jeg er godt klar over, at det er ganske besværligt, grænsende til det uoverkommelige, for teaterkontaktlæreren at se alle de forestillinger, han overvejer at bestille, men at det ville være den ideelle situation, er der vel ingen tvivl om. Jeg bestiller måske nok en bog til mig selv ubeset - men et klassesæt på 150?

Godt børneteater er godt teater

Dette års festival bekræftede det generelle indtryk af, at dansk børneteater hører til blandt de bedste i verden. Naturligvis er der både gode og dårlige forestillinger, men generelt er kvaliteten høj.

Kvalitet ... Vi har efterhånden vænnet os til, at kvalitetsbegrebet har flere sider, men alligevel kan man godt helt overordnet spørge: er kvaliteten for børneteater det samme som kvalitet for voksenteater?

Ja, det mener jeg. Godt børneteater er godt teater. Men mere end det: godt børneteater er godt teater, der yderligere har den kvalitet, at det kan spilles for børn.

Uden at gå nærmere i detaljer med de enkelte kvalitetskriterier så er det klart, at kvalitet hænger sammen med produktion. Både produktionsræs: at vi skal blive færdige til tiden - og produktionsudvikling: at vi skal give rum og tid for afprøvning af noget, som måske/måske ikke bliver fantastisk.

Man kan måske opleve et vist ubehag ved disse erhvervslivsbegreber (og jeg skal afholde mig fra at diskutere, om godkendelse til de statslige børneteater-refusionsordninger er at sammenligne med en ISO 9000-certificering), men det er min overbevisning, at så længe vi hele tiden har for øje, at det er kunst, vi beskæftiger os med, så vil et bevidst forhold til kvalitetsbegrebet kun gavne teatret.

Selv om der er stor forskel på de enkelte børneteatres arbejdsvilkår og -metoder, så er børneteaterområdet generelt set mange mil foran det etablerede voksenteater hvad angår forsøg med kvalitetssikring og produktudvikling. Børneteatersammenslutningen har i en årrække haft et særligt kvalitetsudvalg, der har stået til rådighed for de enkelte teatre, både til længere forløb og som ambulancetjeneste, ligesom der blandt børneteatre er en tradition for prøveforestillinger for at se, hvordan forestillingen virker på den valgte aldersgruppe. Et sidste skud på stammen er Børneteatersammenslutningens 'Væksthus-projekt', som uddanner nye dramatikere til at skrive for børneteatret.

Bort fra redskabsteatret

Enhver børneteateradministrator har oplevet at blive ringet op og spurgt: 'Har I ikke et stykke, som kan bruges i forbindelse med vores temadag'.

Herligt, at der er nogen, der ønsker at få en forestilling ud, og man er vel et skarn, hvis man ser noget forkert heri.

Nu repræsenterer jeg netop ikke teatrene, så jeg kan godt tillade mig at være et skarn. Og jeg er godt klar over, at jeg skal søge at forklare mig tydeligt for ikke at blive læst for 'værst pålydende'.

Da børneteatret voksede frem i begyndelsen af 70'erne efter skolescenens død, handlede det blandt andet om at tage fat på børnenes egne konkrete problemer.

Og det var vel godt. 70'erne og 80'erne stopfodrede børn med teater om deres egen problematiske virkelighed. Det kunne være mobning, skilmisse, narkotika eller miljøproblemer, og teatret var redskabet, hjælpen. Det idealistiske teater stillede sig til rådighed og ville bruges. Børneteatrene som pædagogiske hjælpemiddelcentraler. Naturligvis er det et meget forenklet billede - børneteaterområdet har altid været karakteriseret af mangfoldighed - men tendensen var klar nok!

Man kan se holdningen som en parallel til 80'ernes kulturpolitik, der gik ud på at anvende kultur som et instrument. For eksempel til at gøre et område attraktivt, så der kom investeringer. Kommunerne skulle satse på kulturen, fordi det kunne betale sig. Eller kulturpolitik skulle løse sociale problemer - give en meningsfuld hverdag. Det er vel helt fint? Tja, måske som del af en kulturpolitik, der samtidig skal være økonomisk og social politik, men kun så længe vi er fuldt bevidste om, at denne holdning netop ikke dur som kunstpolitik!

Selv om børneteatrenes redskabsorienterede periode nok har været nødvendig, og man vel kun kan opfatte den som sympatisk, så er det ikke på den måde, man skaber god kunst, hvilket en række danske børneteatre i dag er fuldstændig klar over. Gode forestillinger skabes i højere grad af kunstnerisk nødvendighed end af markedspolitiske overvejelser.

Og så er vi tilbage til teateradministratoren i telefonen. Hun skal naturligvis hjælpe skolen - måske med en af teatrets egne forestillinger, måske ved at henvise til et andet teater. Men jeg ville da ønske, at skolerne - især i betragtning af de begrænsede ressourcer - i højere grad valgte til børn frem for til skolebørn. Droppede den underliggende pædagogiske målsætning og valgte netop denne forestilling, ikke fordi den kan bruges til noget, men fordi den er godt ... teater.

Stig Jarl

Børneteaterfestivalen år 2000 finder sted 15.-16. april i Ringsted. Yderligere oplysninger i Børneteateravisen, der sammen med den røde repertoirebrochure, 'Teater for børn og unge 1999-2000', kan bestilles hos Teatercentrum, Suomisvej 2, 1927 Frederiksberg C.

Man behøver dog ikke at vente så længe, for allerede 17.-19. september afholdes Kaskadeteatrets børneteaterfestival i Horsens. Programmet er udkommet og kan bestilles hos Kaskadeteatret, telefon 7578 2033.