550 kyssede frøen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ikke færre end 550 skoleledere sagde ja til at kysse frøen, da Lederforeningen indkaldte til sit første selvstændige kursus under titlen 'Den lærende organisation og værdibaseret ledelse - tør du kysse frøen?' Kurset har i løbet af de seneste uger været afviklet syv forskellige steder i landet. 'Da vi planlagde kurserne, syntes vi, at det ville være flot, hvis vi landede på 350 deltagere, 50 hvert sted', siger Lederforeningens næstformand, Mogens Opstrup. Han mener, det har været en fordel, at kurserne har ligget om eftermiddagen. 'Skoleledere vil gerne have et frisk pust, men i eksamenstiden har de for travlt til at være væk fra skolen i flere dage. Derfor har det passet godt med et kursus over en eftermiddag', siger Mogens Opstrup. 'Selvfølgelig har emnet også trukket. Der er ingen tvivl om, at mange skoleledere interesserer sig for værdibaseret ledelse og derfor gerne vil vide mere om, hvad det går ud på'.