Børn kan finde på de mærkeligste ting. Min farmor på 80 år fortæller stadig 50 år gamle historier om sine elever og deres påhit og skæve vinkler. Og i dag er der flere muligheder end nogensinde for, at børn kan boltre sig i skolen. Undervisningen skal tage udgangspunkt i den enkelte elev, og det selvstændige, kreative og skabende element vægter tungt i folkeskoleloven.

Et af de fag, der ofte fremhæves som særligt velegnet til at dyrke elevernes kreativt-musiske sider, er musik. Her smiler erfarne musiklærere indforstået, for sandheden er, at musiktimer kræver en vis portion militærdisciplin for overhovedet at kunne gennemføres, og hvis ikke elevernes indfald afgrænses og sættes grundigt i system, ender alt i kaos.

Det afholder selvfølgelig ikke os musiklærere fra at kaste os ind i kampen for en levende undervisning med udgangspunkt i den enkelte elev. Jeg var for eksempel for nylig gennem »Levende Musik i Skolen« involveret i et kompositionsprojekt for 4.-klasser, hvor eleverne ud fra nogle musikalske grundelementer fra komponisten Ravels musikstykke »Pagodernes kejserinde« i grupper skulle skabe deres egne historier med musik til. En dreng havde socialt svært ved at være en del af sin gruppe, men fandt så på, at han ville være kejseren, der gik på toilettet, mens kejserinden var i bad! Og denne lokumstur gik ikke stille for sig, kejseren skulle lave både det ene og det andet og tørre sig bagefter. Efter etiske overvejelser omkring på den ene side udgangspunktet i den enkelte elevs personlige ide og udtryk og på den anden side grænsen for, hvad man som voksen ansvarlig kan tillade, at der foregår i undervisningen, endte vi med at undlade censur ud fra en formodning om, at historien nok ville miste sin vulgaritet, når den blev rent instrumental. Ved opførelsen af stykket stod drengen lidt for sig selv med en skammel fuld af remedier foran sig, meget optaget af at udtrykke sin del af handlingen gennem henholdsvis en rislende tamburin, en tromme og et stykke papir, som blev krammet sammen i Ravel-inspirerede rytmer. Han var stolt, vi var lettede!

I samme 4.-klasser har jeg for tiden gæstelærere i musik fra Spanien og Ghana gennem »World Music Center«. De lærer eleverne at danse flamenco og spille indviklede afrikanske trommerytmer, og dér er godt nok ikke meget plads til den enkelte elevs personlige udtryk. Det er disciplin, træning og terperi, igen og igen. Lidt af et kulturchok for eleverne, men hold op, hvor bliver de dygtige!

Men vil det så sige, at når eleverne virkelig skal lære noget, så duer det ikke med selvstændigt skabende processer? Faglighed er mange ting, og begge arbejdsformer har deres berettigelse. Vi kan med rette være stolte af vores skolesystem, hvor undervisningen har fokus på den personlige udvikling. Det gør det sjovt at gå i skole, og det giver kompetencer, som gør, at vi på længere sigt klarer os internationalt. Men når det handler om at lære helt fastlagte færdigheder, det være sig flamencotrin, retstavning eller den lille tabel, så er denne metodik måske ikke den mest effektive.

Næste gang vi skal i gang med dansk grammatik og retstavning, tror jeg, at jeg vil prøve at tage de sorte, spidse flamencosko på og med fyrig spansk accent fastholde: »En gang til igen igen!« Og så kan OECD og alle de andre bare komme an med deres test!

Asla Fomsgaard Adrian er lærer