Næsten alene futter lastbilen af sted på en af de så omtalte nordjyske motorveje i morgenstunden. To ænder flyver over motorvejen lige dér, hvor udsigten er smukkest, og havet toner frem til højre. Lastbilen har kørt turen mange gange, men nu skal den snart udskiftes med en firehjulstrækker.

Inde i lastbilen er der skolesnak. Ideer opstår og udvikles undervejs, klasser diskuteres. Kirsten og Per Andersen kender vejen. De nyder udsigten hver morgen på vej fra husmandsstedet i Stidsholt ved Sæby til Ørnevejens Skole i Frederikshavn.

De kender også hinanden vældig godt. De mødtes på seminariet, hvor Per blev færdig i 1967 og Kirsten i 1969. Siden dengang har de været gift med hinanden og arbejdet på samme skole. De er også begge uddannede speciallærere. De har oven i købet klasser sammen og er i team med hinanden. Så forberedelsen foregår lige så godt over kartoffelskrælningen om aftenen, som når timerne er slut på Ørnevejens Skole.

Lastbilen bliver parkeret på sin helt egen plads med nummerplade på skolens parkeringsplads. Nummerpladen er sat op for at drille en kollega.

Per skal først stemme skolens musikinstrumenter. Det er daglig rutine. Bagefter går turen ned i skolegården, hvor han har dagens første gårdvagt. Det holder han meget af, for det er her, han lærer børnene at kende på en anden måde end i timerne.

'De kommer hen til én, skal have hjælp til at lyne en jakke, og man er selv med til at skabe stemningen, møde dem med en sjov bemærkning', siger Per Andersen.

Søen i havet

Kirsten Andersen er klasselærer i 2. klasse. Ofte er tre 2.-klasser slået sammen som i dag. Det er to normalklasser og en specialklasse med seks elever. De er tre lærere til de i alt 40 børn.

2.-klasserne arbejder i grupper med at lave øer. De har været på rejse i verdensrummet og landede på planeten Skovly. Planeten består af øer, og grupperne har skrevet stikord om, hvad der er på deres ø. Det myldrer med cola-søer, monstre, vulkaner og sjove træer. Blandt andet et hotdog-træ, et med lyserøde prikker og et zigzagtræ.

Nu skal det hele tegnes, og så skal øen skæres ud i pap. De høje punkter såsom bjerge og vulkaner skal bygges op i papmaché. Dyr, monstre og træer skal klistres på.

Det er svært for eleverne at veksle mellem at se øen oppefra og så at skulle bygge den med bjerge og træer. For hvor høje skal de så være? Hvordan ser det ud fra siden? Og oppefra? De tre lærere har travlt med at hjælpe grupperne. Filosofien er, at de ikke får at vide, hvordan de skal gøre. De får hjælp til selv at finde ud af det.

Kirsten må blive længe hos en gruppe, der har tegnet en cola-sø helt ud til havet.

'Jeg synes, I har et problem. Hvad sker der, hvis to væsker blandes?', spørger hun.

'Hvis jeg for eksempel tager en balje med vand og hælder et glas cola ned i den, hvad sker der så?'

Halvdelen af gruppen kan godt se problemet, men de kan ikke forklare det for de andre. Først prøver de at male sø og hav, men det hjælper ikke på forståelsen. Selv om andre råber på Kirsten, må hun til sidst tage gruppen med ned i skolekøkkenet. Her fylder hun en balje med vand. En plastictallerken med en blanding af vand og sovsekulør må gøre det ud for cola-sø. Så sættes søen ned i baljen, tallerkenen går til bunds, og alt vandet bliver svagt brunligt.

'Nååhhh', lyder det fra den mest skeptiske dreng.

'Vi skal nok have lidt sand mellem sø og hav'.

'Ja, eller noget græs. Eller sten. Eller jord', supplerer de andre tre i gruppen og løber tilbage for at tegne øen færdig.

Materialer med e-mail

I frikvarteret aftales det med teamet, hvem der e-mailer hjem til den lærer, der er syg, så hun kan følge med i, hvad der sker på skolen og især i 2. klasse. Teamet bruger flittigt e-mail til at sende oplæg og selvgjorte undervisningsmaterialer til hinanden. På den måde har alle mulighed for at sende supplerende materiale eller ændre noget undervejs.

Per har 4. og 5. klasse i kombineret musik og sløjd sammen med en anden lærer. De laver panfløjter af elektrikerrør, plasticpropper og tape.

'Det er børnene, der skal lave arbejdet. Hvis de saver forkert, så fløjten lyder dårligt, får det den konsekvens, at de ikke kan spille med. Så må de lave fløjten om', siger Per.

Han underviser i musik, men kan faktisk bedst lide selv at udøve musikken. Han har tidligere spillet meget.

Nu laver han melodiarrangementer på computeren i musiklokalet. Han har også undervist kolleger i, hvordan man bruger computeren i musikundervisningen, og sammen med Kirsten har han lavet en video 'Sangtimen der blev væk'. Den handler om differentieret undervisning i musik, at lære alle at spille på forskellige instrumenter og at få en sangtime ændret til en time i musik. Videoen er udgivet af Frederikshavn Kommune, men Per har egentlig aldrig hørt mere til den.

'Når jeg er færdig med et projekt, tænker jeg ikke mere på det. Så må jeg videre', siger han.

I musiktimen får eleverne små skriftlige opgaver, og når de er løst, får de en melodistump, som de skal øve på. Er der nogle, der har svært ved at læse eller forstå opgaverne, får de hjælp af en anden elev.

Eleverne kan få et spillekryds, når de kan spille melodien. Per har en liste med elevernes navne og forskellige instrumenter på. Når de kan spille en melodi på klaver, får de et spillekryds ud for klaver. I dag handler det om panfløjten, som de selv har lavet. Senere skal de lave en slagbas, en fløjte og en marimba.

Computer i alle lokaler

Dagens to sidste timer har Per og Kirsten sammen i den 4. klasse, de har haft siden 1. klasse. De skal på computere skrive klasseavisen 'Bare Byens Bedste Blad'. Nogle anmelder computerspil eller film, andre skriver om at være i kor, eller de laver annoncer til kramboden og skriver vittigheder.

Per står mest for det tekniske i disse to timer, mens Kirsten tager sig af det pædagogiske.

Kirsten og Per mener, at computerne skal bruges ude i lokalerne - også i alle faglokaler. En stor del af lærerne går for tiden på kursus på handelsskolen for at blive computerbrugere. Det tager to år, og de skal til eksamen. Det er ikke så populært.

'Når det handler om at arbejde med computere, mener lærere, at de skal have al tiden betalt. Men skolen kom med en 'noget for noget-model', hvor skolen betaler halvdelen af tiden, og vi selv giver resten. Det har vi affundet os med. Vi bruger jo også computere i vores fritid', siger Per.

Han har tidligere undervist nogle af de lærere, der havde det svært med at bruge computere.

'Det er lidt sølle, når lærere lærer andre lærere. Jeg kalder det indavl. For vi begår en masse fejl'.

Per har ellers en baggrund inden for edb. Han læste til edb-udvikler på Aalborg Universitetcenter for nogle år siden.

'Jeg har altid sagt, at jeg ville være lærer, og jeg har altid syntes, at det var skønt at arbejde med børnene, men alligevel har jeg måske fortrudt, at jeg blev lærer. I hvert fald fik jeg lyst til at læse, fordi jeg ikke kendte mine evner. Jeg så andre omkring mig, der fik lov til at udvikle sig mere. Derfor tog jeg uddannelsen som edb-udvikler'.

'Dengang jeg blev lærer, var det sikkert at være i den offentlige sektor. Det betød også noget. Men hvis du skal udvikle noget i skolen i dag, så skal du være en ildsjæl. Og det betyder, at du selv betaler'.

Kirsten har altid villet være lærer.

'Jeg har aldrig tænkt på lønnen. Jeg har bare altid villet undervise. Men jeg var nok for ung, da jeg blev lærer. Jeg var 22 år. Jeg har fortrudt, at jeg aldrig har rejst. Det ville jeg gerne have gjort. Men nu er jeg gift med én, der ikke gider at rejse', siger hun.

Tog computere med i skole

Computere er noget, de to lærere bruger meget. For tre år siden satte de selv to computere op i deres klasse, trak ledninger og introducerede maskineriet for 1. klasse. På det tidspunkt havde skolen kun få computere. Dem kunne de ikke lægge beslag på, så løsningen for dem var selv at tage to med til klassen.

Computerne stod i klassen i et halvt år, og hver morgen smed Kirsten opgaver ind i computerne. Børnene havde hver tegnet et ikon, og de kunne så klikke sig ind på deres ikon og få opgaver, der passede til dem. Der var måske tre niveauer af opgaver, så den enkelte elev fandt opgaver, der passede til ham.

'Vi lavede et leksikon med de ord, de kendte. De kunne bruges, når de lavede gækkebreve eller andet. Det var sådan noget, der fik dem i gang med at skrive', fortæller Kirsten.

Men projektet gik også ud på at vise, at computere kunne bruges til andet end tekst.

Nogle opgaver skrev eleverne bare ud og arbejdede med, andre gange var computeren involveret på anden vis. For eksempel lavede de statistik på deres vejrobservationer i natur/teknik.

Da klassen havde haft computerne i et halvt år, tog Kirsten og Per dem med hjem. Det var jo deres. Forældrene prøvede at få lov til at købe dem til klassen, men det kunne skolen ikke tillade.

Udarbejder selv materialerne

Kirsten og Per udarbejder som hovedregel deres egne materialer, eller de udarbejder noget sammen med deres team.

Samarbejde mellem forskellige generationer kender de også til. For eksempel har eleverne skrevet sangbøger med stor skrift til et nærliggende plejehjem. Per og Kirsten lærte børnene de gamle sange, og bagefter tog de over på ældrecentret og sang med beboerne. De ældre har ved andre lejligheder lært børnene at danse skomagerpolka. Efter dansen har børn og ældre talt sammen over en sodavand og kage.

En venskabsklasse fra Sverige har været på besøg, og børnene har udarbejdet en turistguide over områdets seværdigheder. Den er ved at blive oversat til svensk af den anden klasse, og guiden står også på det lokale bibliotek, fordi den er let at gå til for andre.

Et hashprojekt har resulteret i plakater, som kommunen trykte og satte op i byen, samt et bånd med sang og musik og trykte T-shirts.

Et andet stort projekt fandt sted i 50-året for anden verdenskrigs afslutning. Her talte børnene med blandt andre en marinebiolog om et forlist tysk skib. Bagefter fandt de avisartikler fra dengang og fandt ud af, at der stod noget andet end det, de lige havde hørt. Projektet bød også på mange ekskursioner til militære områder, bunkers og Bangsbomuseet.

'Der skal ske noget, så trives vi bedst', siger Kirsten. Og der sker altid noget omkring dem. Så meget, at de indimellem må høre kommentarer fra kolleger om at tage det lidt med ro.

'Vi bliver engagerede og gejler hinanden op', siger Kirsten.

'Men det skal være kvalitet, vi laver. Jeg er ærekær. Det skal være ordentligt håndværk', siger Per.

De sad på et tidspunkt i en ferie og skrev fem teaterstykker, som en klasse havde lavet, sammen til ét stykke. Egentlig skulle de have udvalgt det bedste af de fem stykker, men det var så godt det hele, så de i stedet fandt en ramme og satte de fem stykker ind i den.

Men selvfølgelig er al undervisning ikke projekter i denne stil. Efter en måned med projekt bliver der behov for 'noget helt almindeligt', som de siger. Og så løser eleverne opgaver.

Brug for forberedelsestid

'Når man er tændt på noget, kan der godt gå hele dage med det. Så tænker vi ikke på tiden og lønnen. Den bedste betaling får vi fra børnene og forældrene', siger Kirsten Andersen.

'Jeg kan også godt se, at jeg indimellem driver rovdrift på Per. Jeg er jo klasselærer og får noget tid dér. Den får han ikke, men han er ofte med i lige så lang tid, som jeg er'.

De har begge stemt nej til overenskomstforliget. For selv om de alligevel aldrig får den tid til arbejdet, som de reelt bruger, så kan de ikke klare, at nogen skærer i deres forberedelsestid.

'De vil have, at vi skal være mere på skolen, men der er altså ting, vi må forberede derhjemme om aftenen, så de må ikke tage vores forberedelsestid. Selv om vi forbereder i teamet på skolen, har vi altså også brug for tid hver især', siger Per Andersen.

Han inviterede engang kredsformanden til at følge ham på en arbejdsdag, så han kunne forstå lærernes vilkår helt.

'Nogle gange har man ikke engang tid til at komme på toilettet. Men det kan man først forholde sig til, når man selv har prøvet at gå rundt med spændt blære'.

Det er børnene, der skal lave arbejdet, og hvis de saver forkert, så fløjten lyder dårligt, må de lave den omJeg har aldrig tænkt på lønnen. Jeg har bare altid villet undervise