Hjælp til lektier

Lektiehjælp i dag giver eleverne en bedre skoledag i morgen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var den første dag i et halvt år, hvor man kunne være udenfor uden overtøj på. Det var måske derfor, at Johnnie og Daniel ikke slog sig ned i lektiebiblioteket og tog skolebøgerne frem, som de plejede, men bare kikkede forbi. Johnnie havde en basketballbold under armen. De ville ned at spille, sagde de.

Ellers hører Daniel og Johnnie til den kernegruppe på 20-30 elever, der vinteren igennem har frekventeret lektiebiblioteket påØlby Skole.

- Her får jeg lavet lektier, hvad jeg ellers ikke plejer at gøre. Jeg glemmer det derhjemme. Jeg har ikke tid, computeren står og venter, siger Johnnie, der går på mellemtrinnet.

Lektiebiblioteket, der nu kører på andet år, har åbnet to-tre timer hver eftermiddag. Skolebibliotekaren og fire lærere deles om vagterne. Projektet er sammen med skolens morgenmadsordning og den 'tyrkiske førskole' finansieret over Undervisningsministeriets integrationspulje.

Der er én eller to lærere på hver vagt. De yder lektiehjælp, men også almindelig hygge og omsorg. Lektiebiblioteket diverterer med te og småkager. Det er typisk den kvikke, men udisciplinerede elev og den svage, men samvittighedsfulde elev, der bruger tilbudet.

Ingen tvang

- De børn, der dagen igennem er klemte i klassen, får her en chance for at opleve skolen som noget positivt, siger skolebibliotekaren Annette Mortensen.

Det er frivilligt for eleverne, om de vil komme i lektiebiblioteket. En faglærer kan dog, efter aftale med forældrene, opfordre en elev til at gå op i lektiebiblioteket, men 'lektiehjælperne' har ingen myndighed til at 'tvinge' eleven til at lave lektier. Eleven kan hyggesnakke eller gå igen, hvis han eller hun vil.

- En elev hænger lidt over lektierne, men opdager så, at vi har tid til at snakke. Efter lidt hygge kommer hun så i gang og har pludselig regnet tre-fire-fem stykker, siger Annette Mortensen.

- Desuden hjælper de store elever de små med lektierne og oplever derved succeser, som smitter af på deres adfærd i klassen.

Eleven, der får klaret sine lektier i dag, får en bedre skoledag i morgen - det er i al sin enkelhed filosofien i lektiebiblioteket.

Sofia fra anden klasse sætter sig mut ved siden af Annette Mortensen.

- Skal du lave lektier? spørger Annette Mortensen.

- Ja, men jeg venter på Marie (Sofias lærer og 'lektiehjælper'), svarer Sofia.

Minutterne går. Sofia sidder tavs og stiv som en stenstøtte ved siden af skolebibliotekaren, der snakker som maskingevær.

Da Marie Holst endelig kommer, går Sofia næsten i opløsning af glæde. Hun løber sin lærer i møde, og det er lige før, hun opfavner hende, men hun behersker sig i sidste øjeblik.

De sætter sig ved et andet bord og begynder at øve ugedagene.

- Det har de sikkert aftalt tidligere i dag, siger Annette Mortensen.

- Så hører Marie hende nok i det i morgen. Så kan hun det og får en sejr.