Det er godt, at der er indgået en ny arbejdstidsaftale for lærerne. Danmark satser for lidt på eliten, studerende skal hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Meldingerne fra OECD er klare og kontante.

'Vi udarbejder hard core samfundsøkonomiske analyser', siger Steen Daugaard, da han sammen med sin kollega Kurt Larsen mødes med DLF i OECD's hovedkvarter. Hovedstyrelsen er på studietur til Paris og Bruxelles for at lytte og diskutere. Formålet er, at man som Lærerforeningens politiske ledelse vil være argumentationsmæssigt bedre klædt på i fremtiden, når der diskuteres økonomi, samfundsudvikling og uddannelse, og OECD stiller med to fremtrædende medarbejdere.

Steen Daugaard arbejder i OECD's Economics Department. Han er cand.polit., og han har arbejdet i OECD siden 1999. Steen Daugaard arbejdede i Danmark i Centraladministrationen, inden han blev ansat i OECD.

'Der er ikke nødvendigvis fantastisk meget koordination af, hvad de forskellige afdelinger i OECD laver', fortæller Daugaard. Han arbejder i den såkaldte Denmark-Sweden Desk, der har ansvaret for de analyser, som udgives med en cyklus på cirka 18 måneder.

'Det, Economics Directorate siger om uddannelse, er altså ikke nødvendigvis sammenfaldende med det, der siges i Education, hvor Kurt Larsen arbejder', fortsætter han og forklarer, at han ikke på nogen måde er ekspert i uddannelsespolitik.

'På den konkrete viden kommer jeg meget hurtigt til kort, men jeg vover nogle provokationer alligevel', fortæller han DLF-delegationen. Til oplysning og advarsel. Og langtfra alt blev slugt råt af DLF's hovedstyrelse. Der blev kommenteret undervejs, og spørgsmål og svar om arbejdstidsaftalen gav anledning til en højlydt kollektiv protest og efterfølgende diskussion.

Hvad giver økonomisk vækst

OECD's Economics Department er netop nu i gang med en stor analyse af, hvad der bestemmer et lands økonomiske vækst.

'Vi ved noget om, hvilke faktorer der påvirker arbejdsløshed og erhvervsdeltagelse. Men hvad der bestemmer, hvor høj produktiviteten er, er dårligt belyst', siger Steen Daugaard.

Projektet er ikke afsluttet, men det er lykkedes i en formel statistisk analyse at vise, at uddannelse betyder noget for produktivitetsvæksten. Det er der gjort mange forsøg på i tidens løb. Et af problemerne er, at det er svært at samle alle uddannelsesaspekter i ét tal, som man kan proppe ind i en statistisk analyse.

'Man kan måle, hvor mange økonomiske ressourcer et samfund bruger på uddannelse, men output-siden - og hvilken kvalitet der kommer ud - er det svært at sætte ned i et enkelt tal. Derfor skal konklusioner fra den type undersøgelser tages med nogen forbehold', understreger Daugaard.

Men hvor en række tidligere analyser har haft svært ved at etablere en statistisk signifikans mellem økonomisk vækst og ressourceforbruget på uddannelsesområdet, så er det lykkedes i det nye projekt.

'Vi har brugt det gennemsnitlige tidsforbrug på individniveau i uddannelsessystemet som indikator, og undersøgelsen viser, at et år ekstra brugt i uddannelsessystemet øger produktionen med fire til syv procent - på lang sigt', forklarer Steen Daugaard. Men han understreger samtidig, at man ikke skal hæfte sig særlig meget ved størrelsesordenen.

'Den er en strømpil - en indikator af retningen, ikke andet. Den betyder for eksempel ikke, at hvis man bruger ti år ekstra, så øger man produktiviteten med 40 til 70 procent'.

Økonomi og uddannelse

'Uddannelse har betydning for produktionsniveau og økonomi og dermed også for den økonomiske vækst. Der er også et klart privatøkonomisk afkast i at tage en uddannelse', siger Steen Daugaard.

Men fordelene er formentlig mindre i Danmark end i mange andre lande, mener OECD. Blandt andet fordi mange af de højtuddannede i Danmark arbejder i den offentlige sektor, hvor løndannelsen fungerer på en anden måde end på det private arbejdsmarked, og fordi progressionen i skattesystemet mindsker nettoafkastet.

'Min påstand er, at uddannelse hjælper på produktiviteten. Men pointen videre derfra er, at produktivitet ikke hjælper på de offentlige finanser. I et land som Danmark, hvor uddannelse helt overvejende tilbydes gratis af det offentlige, er nettoeffekten, at uddannelse er noget, der koster. Det er ikke et gratis gode'.

Om udviklingen siden OECD sidst gav Danmark karakterer for den økonomiske udvikling, siger Steen Daugaard:

'Siden 1997 har vi noteret os, at der er indgået en bedre aftale om lærernes løn- og arbejdsforhold, og der er etableret et evalueringsinstitut. Begge dele betragter vi som skridt i den rigtige retning'.

'Men', fortsætter han, 'man skal være meget omhyggelig med lokalt at få implementeret lønaftalerne og arbejdstiden, så vi bliver sikre på, at lærerne får flere undervisningstimer, uden at udgifterne øges'. Og så skal Danmark gøre mere for at mindske det, som man i OECD kalder 'det unødvendige tidsforbrug i uddannelsessystemet'.

Derfor er Danmark kommet i en situation, hvor effekten af at bruge flere ressourcer på uddannelse kan være negativ. Problemet er, at der samlet set arbejdes i færre år over et livsforløb.

Politisk ukorrekte spørgsmål

Til sidst stillede Steen Daugaard, hvad han selv kaldte fem politisk ukorrekte spørgsmål til DLF's hovedstyrelse. Men han svarede straks selv:

'Er det danske uddannelsessystem så meget bedre end andre, så I kan forsvare, at det koster så meget mere?', spurgte han.

'Næppe', lød Steen Daugaards eget svar, og han ville ikke argumentere yderligere. 'Jeg synes, at bevisbyrden er på jeres og ikke på min side'.

'Er folkeskolen så meget bedre?', lød næste spørgsmål.

'Næppe', var hans eget svar igen. Og den forklarende bemærkning lød: 'Husk, at det ressourcemæssige merforbrug i forhold til andre lande primært er på grundskoleområdet. Men lad mig høre, hvorfor jeg tager fejl? Hvorfor giver det store ressourceforbrug i folkeskolen ikke noget afkast videre op i uddannelsessystemet? Er incitamenterne for dårlige til at vælge rigtigt og til at gennemføre uddannelsen på rette tid? Eller er det sådan, at dele af uddannelsessystemet er blevet et socialt gode, mere end det er en samfundsmæssig investering?

'Skal det offentlige altid betale?', lød Steen Daugaards fjerde spørgsmål, og hans eget svar fulgte straks efter:

'Måske ville det være fornuftigt på udvalgte områder - og her taler jeg ikke om folkeskolen - at styrke kvaliteten ved at indføre delvis brugerbetaling, herunder for virksomhederne. Hvis man betaler for en vare, kræver man at få noget igen. Hvis man ikke betaler, er man lidt mindre optaget af, hvad man får ud af det'.

'Satser Danmark for lidt på eliten?', lød det sidste politisk ukorrekte OECD-spørgsmål.

'Meget tænkeligt', lød Steen Daugaards eget svar. Med denne fortsættelse: 'Men formentlig helt utænkeligt at omtænke!'

Vi skal den vej

Og ganske rigtigt, som Daugaard havde forudsagt det: Kurt Larsen og han er ikke enige om alt.

'Jeg er nok især uenig i Steen Daugaards betragtninger om uddannelse som forbrug, der først og fremmest belaster det offentliges finanser. Uddannelse er altså også investering', sagde han.

I debatten ville Niels Christian Sauer vide, om OECD's og andres talen om nødvendigheden af teamsamarbejde ikke bliver modarbejdet af individuel løn?

'Det er nødvendigt med incitamenter til at sprede læring. Derfor skal der nye lønformer til', svarede Kurt Larsen.

'Men man kan godt forestille sig, at det er et team, der sammen sætter sig nogle mål, og at det så er teamet, der belønnes. Men vi skal den vej'.

'Hvis I som lærere skal klare jer i videnssamfundet, må I indstille jer på at få bedre styr på, hvordan man får og spreder ny viden', fortsatte han.

Til forskning bruger uddannelsesvæsenet måske kun, hvad der svarer til to-tre promille af udgifterne, mens sundhedssystemet bruger, hvad der svarer til fem-ti procent.

'Det er helt uholdbart, at I halter så langt bagefter. Hvis uddannelsesområdet bliver ved med at opfatte sig selv om noget helt særligt og ikke erkender, at vidensprocesserne inden for systemet skal styres professionelt som i andre sektorer, så vil private gå ind og konkurrere med meget større effektivitet', sagde Kurt Larsen.

Anders Bondo Christensen mente, at der må være noget i vejen med OECD's analysemodeller, når de ikke tager højde for, at de unge mennesker, der tager et halvt år til udlandet, kommer hjem med nogle erfaringer, som kan gøre dem til bedre studerende og bedre medarbejdere.

'Jeg har skam også selv været i Sydøstasien i min studietid. Det fik jeg meget ud af. Men min pointe gælder makroplanet', svarede Steen Daugaard. 'Samlet set betyder rejserne tabte arbejdsår. Afkastet for den enkelte og for samfundet af, at man shopper rundt i uddannelsessystemet eller tager til Asien et halvt år, er ikke det samme'.

Det er en stor omkostning på samfundsniveau, at danske unge er for længe om at blive uddannet. De kommer væsentlig senere ud i arbejdslivet end i de fleste andre OECD-lande.

'Det menneskesyn, der ligger bag den ensidige økonomiske satsning, er farlig', sagde Anni Herfort.

'Vi skal tænke både i individer og samfund. OECD's analyser ser ensidigt på økonomisk effektivitet, men I må da også være optaget af samfundets sammenhængskraft. Man kan ikke gøre alt op i tal på den måde, man må se på sociale forhold og på kulturforskelle', sagde hun.

Den præmis for diskussion kunne Steen Daugaard ikke acceptere.

'Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kan tale om økonomi og effektivitet og så drikke en øl sammen bagefter, hvor man taler om menneskesyn og kultur'.

De riges klub

OECD, The Organisation for Economic Co-operation and Development, er en sammenslutning af 30 industrialiserede lande. Fra oprindeligt at have omfattet de fleste vesteuropæiske lande, USA og Canada er nu også Japan, Australien, New Zealand, Finland, Mexico, Tjekkiet, Ungarn, Polen og Korea med.

OECD er blevet kaldt de rige landes klub, et policy-skabende universitet og en tænketank. Det er under alle omstændigheder en realitet, at organisationens rapporter har stor indflydelse på medlemslandenes politiske debat.

Betingelse for optagelse er, at et land har pluralistisk demokrati, respekterer menneskerettighederne og har markedsøkonomi. OECD's formål er først og fremmest at forsyne regeringerne med analyser, som gør det muligt at diskutere, udvikle og perfektionere den økonomiske politik og politikken på stort set alle politikområder inklusive uddannelsesområdet.

Der er forskel på OECD og et lands centraladministration, fortæller Kurt Larsen, som er Principal Administrationer i Education, Employment, Labour and Social Affairs Directorate.

'OECD's bevillinger kommer jo ikke direkte fra et finansministerium, men som en samlet pakke fra de 30 medlemslande. Det betyder, at vi er mindre afhængige af Economics Directorate i OECD, end de enkelte ministerier er i landene, som jo er afhængige af bevillinger fra finansministerierne', siger han.

Læs mere om organisationens politik og rapporter på www.oecd.org

Uddannelsesvæsenet bruger måske kun, hvad der svarer til to-tre promille af uddannelsesudgifterne til forskning. Det er helt uholdbart