Knud Theil Schultz

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Livsmodet holdt Knud oppe, men efter en lang, sej kamp mod kræftsygdommen måtte selv Knud opgive, 21. februar 2003, 69 år.

Knud var en varm, afholdt person, og han tilbragte et næsten 40-årigt lærerliv på Lille Værløse Skole. Ud over at han elskede at undervise de små elever på 'Kaningården' i Jonstrup, var hans skoleliv primært i sløjdsalen på skolen. Knud var en mester i anskuelsesundervisning, og utrolig mange elever og lærere har været glade for Knuds måde at demonstrere og undervise på.

Endvidere brugte Knud tiden i Værløse Lærerforening, hvor han var kredskasserer gennem 25 år. Knud administrerede foreningens midler på sin helt egen måde, spartansk og jordnært, og havde sin egen specielle indstilling til nymodens påfund som pc.

I 1994 gik Knud på førtidspension, og nu kunne han bruge mere af sin tid på den helt store fritidsinteresse, at reparere biler. Mange lærerkollegaer har nydt godt af hans fremragende evner inden for dette område. Af andre interesser havde han frimærker, musik, kunst og politik i bred betydning. Æret være Knuds minde.

Eivind og Torben Lille Værløse Skole