Idræt

Vi spiller også for at vinde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Brian Jensen

115 sider, 195 kroner

E-bog: 100 kroner

Systime

Denne bog giver et godt bud på moderne pædagogisk praksis og læringsstrategier i klubfodbold.

Fodboldtræning består af mange træningselementer, og der bliver arbejdet med fysiske, tekniske, taktiske, psykologiske og sociale læreprocesser.

I dette brede felt retter bogen sit fokus på de taktiske, psykologiske og sociale læreprocesser, og forfatteren giver i det lys et bredt billede af udviklingen gennem de seneste årtier. Forfatteren kommer i et tidsperspektiv rundt om spiller, træner og klubbens rolle og runder også pengene, der får større og større betydning for klubberne. På denne baggrund tager forfatteren afsæt og argumenterer for koblingen med blandt andet Howard Gardners intelligenser og Csikszentmihalyis flowteori. Bogen indeholder en fin argumentation til pædagogisk nytænkning og til mere nuancerede læringsprocesser.

Det handler om en vellykket læreproces og om, hvordan træneren takler sin rolle og planlægger træningen.

Titlen henviser til, at det er rart at vinde, men at det vigtigste er processen, træningen og den alsidige personlige udvikling, der finder sted gennem træningen.

Tankerne i bogen falder fint i tråd med den aktuelle idrætslige debat i skoleregi, og der er stof til debat, refleksion og nytænkning i klubregi. Bogen er meget velargumenteret og en fin sammenbinding af teori og praksis. Den indeholder mange anvisninger til fornyet praksis, og der er litteraturliste bag i bogen. Bogen kan varmt anbefales.

Britta Vestergaard