Per Andre Christensen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der blev stille overalt på Borupgårdskolen ved meddelelsen om Per Andre Christensens alt for tidlige død. Få dage før havde han med maleriske billeder fortalt om sine store oplevelser med familien på sin Afrika-ferie.

Per Andre Christensen karakteriseres ved sit store engagement. Om det var badminton eller kondiløb, han klædte om til, gik han efter forbedringer.

Lavede han 'restaurant' med 10.-klasse-eleverne, skulle maden og serveringen være perfekt. Så alle parter fik en oplevelse.

I sit skolearbejde var han målrettet, når han kendte sit elevgrundlag. Hans store faglige kvalifikationer kom samtlige elever til gode uanset deres niveau.

Han arrangerede lejrskoler og mange ekskursioner for derved yderligere at belyse sin daglige undervisning.

Per var en særdeles afholdt lærer hos såvel sine elever som forældre. Han var en stor fortæller, der videregav megen viden. Han var meget ordholden over for eleverne, og han gav sine forældre en fyldig, løbende information om arbejdet i sine klasser.

Per havde en humor og slagfærdighed, der ofte skaffede ham en kreds af lyttere på lærerværelset.

Hans ærlige og reelle arbejdsfacon og hans store faglige viden gjorde ham til en god samarbejdspartner for kollegerne.

Per Andre havde gennem årene mange tillidsposter på skolen, som han var valgt til af sine kolleger.

I kommunalt regi var han en utrættelig formand/leder af den fælleskommunale lejrskole: 'Arrenakke'. Karakteristisk for Per holdt han liv i denne institution gennem frivilligt arbejde og lotteri. Per arrangerede det hele.

Det er uforståeligt, at Per ikke er blandt os mere som ven og kollega. Men heldigvis har vi mange dejlige minder, som vi taler om, når det bliver for svært.

Personalet på Borupgårdskolen