Anmeldelse

Tror muslimer at jorden er flad

100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dialog og atter dialog mellem kristne og muslimer - mellem øst og vest - er noget af det allervigtigste. Derfor er det med stor glæde og interesse, at jeg har læst Aminah Tønnsens nye bog, der på baggrund af korantekster præsenterer en nutidig tolkning af de mest almindelige leveregler og retningslinjer inden for islam. Hun fastholder, at det er absolut nødvendigt at se på koranen med nye øjne og fortolke den ind i den virkelighed, muslimerne er en del af. Kun ved at genfinde tidligere tiders dynamik og åbenhed over for omverdenen vil muslimer kunne vinde omverdenens anerkendelse og få den respekt, der er nødvendig for egen selvforståelse og selvværd.

Bogens 100 svar er baseret på en moderne og personlig fortolkning af koranen og anviser en fornuftig og afslappet måde at praktisere religionen på i et overvejende sekulariseret samfund. Men gælder det også for de mere "rettroende" kredse af danske og arabiske muslimer? Står hun i virkeligheden på samme plads som Naser Khader og hans demokratiske muslimer? Hvad er det for fordomme, som "vi" ikke-muslimer går rundt med om muslimer og islam? Hvad er en fatwa, halal-slagtning, imam, jihad, kønsroller inden for islam, tørklæder, selvmord inden for islam, terror og fundamentalisme?

Uanset om de toneangivende muslimer i Ægypten, Saudi-Arabien eller andre steder i den vestlige muslimske verden bryder sig om en dansk intellektuel kvindes meninger eller ej, så bør vi i den danske grundskole læse og udbrede hendes holdninger, da de er sunde for vort danske samfund og demokrati. Jeg vil derfor anbefale denne bog på det allervarmeste.