Børnehavepædagogikken er lige så mangfoldig som vegetationen i en usprøjtet grøftekant ved Sct. Hans. Derfor modtager vi i børnehaveklassen et broget udvalg af arter lige fra de små seje vejbred, der maser på og nok skal klare sig stille og roligt, over de dybrøde valmuer, der mister kronbladene ved den mindste blæst, til de smukke, hvide skærmplanter vild gulerod, der rækker sig efter lyset og breder sig ud i al deres dejlighed. Alt dette skal vi favne i den buket, der kaldes børnehaveklassen. Vores største problem er, at vi indimellem også modtager frø, der knap har nået at bryde igennem. Her skal der samarbejdes af hensyn til børnene!

Stig Brostrøm sagde for nylig i 'Børn og Unge', at selvforvaltning kræver, at der er noget at forvalte, og fortsætter med at sige, at han frygter, at det er et aspekt, som institutionerne har undladt at medtænke i deres pædagogik. I Folkeskolen nummer 49 udtalte Hans Vejleskov og Stig Brostrøm, at kun 22 procent af daginstitutionerne har højtlæsning med i deres virksomhedsplan! Det oplever man som børnehaveklasseleder konsekvenserne af, når vi modtager børnene. Her må vi have en dialog i gang af hensyn til børnene!

Kendskab til hinandens pædagogik og praksis må være nøgleordet i de kommende år. Ud fra dette kendskab må der bygges bro mellem børnehavepædagogikken og skolens pædagogik. 'Det nytter ikke, at de voksne er gode til at skabe en række øer i børns liv, men dårlige til at bygge bro imellem dem.' (Charlotte Højholt i Folkeskolen for nylig.)

Dette samme gør sig gældende i forholdet til skolefritidsordningen (SFO). I de områder, hvor der er en tradition for et samarbejde mellem SFO og skole, har det vist sig, at mange forhindringer har kunnet ryddes af vejen, når det drejede sig om at samarbejde om det enkelte barn (især med vægt på de svage), højtidstraditioner, featureuger og indskoling.

Forud for disse samarbejdstraditioner har der selvsagt været en diskussion af: hvorfor? hvordan? hvornår? hvor længe?

Det vil sige, at en grundig analyse går forud for nytænkning i hvert enkelt tilfælde. Altså et klart modbillede til tanken om, at hvis blot alt puttes i én hat og rystes godt, så løses alle skolens problemer næsten af sig selv.

Kvalitetskrav, der er tidens mest omtalte fordring til folkeskolen, gør selvsagt, at vi ikke kan strække os meget langt i forhold til den selvforvaltende institutionspædagogik, men dialogen skal i gang for at udvikle samarbejdet. Ganske som den længe har været det i forhold til resten af grundskolen dels gennem den samordnede indskoling, dels gennem de mange overlapningstiltag, hvor den kommende førsteklasselærer har timer i børnehaveklassen sammen med børnehaveklasselederen. Sidstnævnte fungerer modsat også i nogle timer som støttelærer/tolærer for sine 'gamle' børn i første klasse. Jo mere kendskab vi har til hinandens 'rum', desto større kulturoverførsel vil der ske mellem 'rummene' til gavn for børnene.

Børnehaveklasselederen er et godt bud på den koordinerende person, når alle disse tråde skal samles. Vi har i forvejen vores gang i de fleste af rummene. Det vil kræve en ekstra tildeling af tid til os, men midlerne vil være givet godt ud. Det bliver de kommende års udfordring.

Lise Buhr er formand for børnehaveklasseledere i Århus