Haglgeværer til skolepoliti

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolepolitiet i Los Angeles, har indtil nu været bevæbnet med revolvere. De udrustes nu yderligere med haglgeværer. Den politienhed, der tager sig af børnene i de berygtede bydele South Central og East Los Angeles, modtager 75 af de såkaldte pumpguns af typen Remington 870, skriver det tyske blad Der Spiegel.

Afdelingschef Wesley Mitchell begrunder oprustningen med risikoen for vådeskud:

- Vildfarne projektiler fra en traditionel politipistol er dødbringende på 1.300 meters afstand. Hagl medfører fra 75 meter 'kun yderligere' kvæstelser.

- Haglgeværet er i skolernes tætbefolkede nærmiljø det bedste våben, mener Mitchell.

I udvalget, der skulle bevilge de nye våben, var der uenighed om beslutningen men afgørelsen faldt med fem stemmer for og to imod.