Idræt

Slåskultur

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- En teoretisk og praktisk bog om slåskampe

Af Michael Blume

127 sider, 198 kroner

Forlaget Klim

Filosofien bag bogen er, at børn gennem slåskampe får selvindsigt og bliver bedre til at takle konflikter.

Forudsætningen for at bruge slåskampen som pædagogisk middel er, at kampene foregår i trygge rammer med nøje aftalte spilleregler. Det handler om at kæmpe med hinanden og ikke mod hinanden. Det er det intense møde i det personlige rum, hvor der afprøves kræfter fysisk og psykisk, hvor der bruges masser af energi og høstes intense kropserfaringer.

Bogen gør meget ud af de didaktiske overvejelser og underviserens rolle og ansvaret for at skabe den positive atmosfære, som slåskampene foregår i. Der er fokus på organiseringen og på rollefordelingen mellem at være i kamp og være dommer. Det er vigtigt at prøve begge dele og i begge situationer forholde sig til reglerne for kampene og til fair play.

Praksisdelen, der udgør halvdelen af bogen, indeholder et stort antal kamplege og øvelser og ideer inden for områderne stunt, stagefight og fægtelege. Øvelserne er velbeskrevne, og mange er ledsaget af illustrative fotos.

Bogen giver mange ideer til undervisning, hvor den kontrollerede kamp og hensynet til hinanden kan give indsigt og strategier til løsning af konflikter i andre situationer. Her er der stof, der piller ved den del af følelsesregisteret, som en kvindedomineret skole og institutionsverden er så god til at nedtone. Det vilde og det aggressive, som der i høj grad er brug for at arbejde med. Bogen kan derfor varmt anbefales til idrætslærere og pædagoger.

Britta Vestergaard