Ny forvirring om lærere

Hollandske lærere strejker i protest mod undervisningsbyrden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Har Ugebrevet Mandag Morgen eller Danmarks Lærerforening ret i striden om danske og hollandske læreres undervisningstid? spurgte den konservative uddannelsesordfører, Frank Dahlgaard.

Finansministeriet svarede 'På det foreliggende grundlag ser det imidlertid ud til, at danske lærere underviser relativt lidt sammenlignet med lærere i andre sammenlignelige lande'.

Mandag Morgen præsenterede dernæst dette svar under overskriften 'Finansministeriet støtter Mandag Morgens tal om folkeskolen'.

Men den udlægning er en tilsnigelse. Finansministeriet forholder sig nemlig slet ikke til stridens kerne. Underviser hollandske lærere over 1100 timer om året, sådan som Mandag Morgen påstod i begyndelsen af januar, eller er det, som Folkeskolen har skrevet, en regnefejl?

Ministeriet på gale veje

I svaret til Frank Dahlgaard skriver Finansministeriet, at hollandske lærere underviser mindst 1000 timer om året, men det er en misforståelse; ministeriet sætter lighedstegn mellem det antal timer, eleverne skal have på et bestemt klassetrin, og lærernes undervisningsmængde.

Det kan man imidlertid ikke, for selv om læreren underviser klassen i langt de fleste fag, har den faglærere til specielle discipliner - også i de yngste klasser. Den vejledende timefordeling og lærernes undervisningsmængde er med andre ord ikke sammenfaldende.

Lærerstrejke i Holland

Intet i Finansministeriets svar rokker ved Folkeskolens påstand om, at hollandske lærere maksimalt underviser 988 timer i de yngste klasser og maksimalt 912 i de ældre. Tallene, som kan findes i standardværket 'Key data on Education in the European Union' eller i 'Eurydice Eurybase', er en følge af overenskomstens bestemmelser om, at lærere kun må undervise i 65 procent af den ugentlige arbejdstid i de yngste klasser og 60 procent i resten. 988 timer svarer til 65 procent af 38 timer i 40 uger, 912 svarer til 60 procent af 38 timer i 40 uger.

Denne sammenhæng mellem undervisningsmængden og den ugentlige arbejdstid er samtidig baggrunden for forrige uges strejke blandt de hollandske secondary-lærere. Lærerne protesterede mod, at de ikke kommer til at mærke, at den ugentlige arbejdstid i Holland reduceres fra 38 til 36 timer fra 1. august 1998.

Primary school-lærerne får noget ud af den kortere arbejdsuge. I fremtiden skal de kun undervise 936 timer om året (65 procent af 36 timer i 40 uger om året). Den årlige undervisningsmængde reduceres altså med 52 timer. Men undervisningsbyrden for lærerne i secondary school reduceres ikke. De skal fortsat undervise 912 timer om året.

Det er de utilfredse med, og derfor nedlagde 20.000 af dem arbejdet i protest i forrige uge.

Mikkel Hvid er freelancejournalist