Bedre end rygtet

Socialdemokratiet og Venstre svarer på Lærerforeningens brev

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har sagt til Anni Herfort, at vi er enige om, at lærerne ikke skal finansiere en udvidelse af elevernes timetal over lønnen, og jeg har sagt, at vi ved, at skolen er bedre end sit rygte, sagde Poul Nyrup Rasmussen mandag eftermiddag efter et møde med Anni Herfort i Danmarks Lærerforening.

Samtalen mellem Socialdemokratiets formand og DLF's formand var kommet i stand på Poul Nyrups foranledning efter, at Lærerforeningen havde sendt et åbent brev til valgkampens to statsministerkandidater.

- Jeg har fortalt Anni Herfort, at vi må se på kommunernes behov og vores ambitioner, og så må vi over en årrække få løst problemerne. Der er behov for langsigtede investeringsplaner, så nedslidte skolebygninger kan renoveres eller erstattes, sagde statsministeren.

I modsætning til Poul Nyrup Rasmussen, har Uffe Ellemann-Jensen ikke ønsket at svare offentligt på Danmarks Lærerforenings henvendelse.

- Jeg ved ikke, hvorfor Uffe ikke selv svarer, siger Venstres skoleordfører, Anders Mølgaard i telefonen.

- Måske er det fordi hans lederstil er en anden end Nyrups. Uffe ser på de store linier, mens han overlader det til andre at tage sig af det konkrete.

- Der skal ske en økonomisk nettotilførsel fra staten til de mange nye elever, understreger Anders Mølgaard. Men der må også ses på en omfordeling. Der må kunne spares på administration og måske også på rengøring, mener han.

Du har sagt, at I vil finansiere forbedringerne ved at skære i lærernes forberedelsestid?

- Der må kunne skæres ned på forberedelsen i nogle fag, men det er jo et overenskomstspørgsmål, så jeg kan kun sige, hvad vores holdning er, svarer Anders Mølgaard på vegne af Uffe Ellemann-Jensen.

Anni Herfort sagde efter mødet, at hun også gerne vil mødes med Venstres statsministerkandidat.-th

Der kan skæres i forberedelsen i nogle fag, siger Anders Mølgaard.