Anmeldelse

Talentudvikling i Danmark

Talentudvikling i Danmark

Undervisningsdifferentieringens fallit? Elevdifferentieringens triumf? Eller blot fornuftige og tiltrængte tiltag for skolens særligt begavede børn?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De gør det. Vi gør det. Professionshøjskolen UCC i København gør det. Tønder gør det. En skole i Greve gør det. Og mange andre er så småt i gang med at gøre det; at vælge metoder til at tilgodese de særligt begavede elever i skolen. Det ligner en bølge. Eller en tendens.

Undervisningsministeriet har købt Feldballe Film og Tv og producent Charlotte Thorning Jacobsen til at fremstille og sammensætte en undervisnings-dvd om de udfordringer og dilemmaer, der er i spil omkring de bogligt bedst begavede børn i skolehverdagen. Og det er der kommet et fint resultat ud af.

Dvd'ens hovedbidrag er en 28 minutter lang dokumentaristisk debatfilm om en 11-årig drengs uskønne skoleliv i Varde og om den forandring, der indtræder med hele hans liv, da omgivelserne langt om længe erkender, at han, William, skal have særlige udfordringer. Med de nye udfordringer skifter han karakter. Mistrivslen ebber ud. Han blomstrer.

Blandet med klippene fra Williams skoleliv får vi løbende ekspertvurderinger af generel karakter. Talende ansigter; her psykolog Ole Kyed fra Lyngby-Taarbæk og lektorerne Kirsten Baltzer og Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

"Talentudvikling" er udtrykkeligt en debatfilm, og som sådan lykkes den fuldt ud. Der er en fin balance mellem den eksemplificerede skolehistorie og eksperternes løbende vurderinger af problemstillinger og dilemmaer i forbindelse med de særligt begavede børn.

Og spørgsmålene i forlængelse af filmen er mangfoldige: Er det altid kun boglige "talenter", vi taler om? Hvilken type af boglige talenter? Altså; hvad er kriterierne for at være "særligt begavet"? Er de særligt begavede bedst tjent med at blive i en normalklasse og blive stimuleret her? Eller taler vi om særlige klasser eller ligefrem særlige skoler? Hvornår bliver undervisningsdifferentiering i praksis til elevdifferentiering? Og hvad er i givet fald den pædagogiske og psykologiske argumentation for, at elevdifferentiering (begavelsesbaseret adskilt undervisning) i dag skulle være bedre for både barn og samfund end hidtil antaget og erfaret?

Nogle af filmens ekspertudtalelser går direkte ind i disse grundlæggende diskussioner. Selvfølgelig skal skolen kunne spotte særlige talenter, kunne spotte det anderledes. Og kunne gøre noget ved det. Finde metoder. Udvikle metoder. Men den særlige talentpleje bør være integreret i fællesskabet, som skal fungere med basis i en bred talentforståelse, hvor målet ikke er at ramme den "gyldne middelvej". Væk med middelmådigheden, hedder det blandt andet.

Ud over selve debatfilmen rummer denne interessante dvd tre mindre filmhistorier i samme boldgade. Vedkommende og debatskabende. Herunder kommer vi et smut til Tjørnelyskolen i Greve, hvor man kører et ret markant holddannelsesprojekt.

Nu kunne tiden eventuelt være moden til, at Undervisningsministeriet også kastede fornuftige penge efter en eller flere dvd'er, som klart demonstrerer fagligt gedigen og dygtigt gennemført differentieret undervisning i enhedsskolen. Et andet bidrag til talentudvikling.