"En lærer bliver til" gør en dyd ud af at stille spørgsmål til praktikken i læreruddannelsen, og det er godt. For hvis ikke vi tør spørge, reflektere og diskutere emnet sammen, er det ikke sikkert, praktikken kommer til at fungere efter hensigten. Det vil sige som en rød tråd i de lærerstuderendes uddannelse og som arena for udvikling af lærerpersonlighed.

Med titlen "En lærer bliver til - i mødet med praksis" er mine forventninger høje til bogens indhold. Primært på grund af en personlig nysgerrighed efter at blive mere indsigtsfuld i en del af læreruddannelsen, som jeg ved volder mange studerende kvaler. Det er der flere årsager til, og bogen giver et kvalitativt bud på årsagssammenhænge.

Målgruppen er de lærerstuderende, deres praktiklærere samt læreruddannere på alle landets seminarier. En trio, hvor alle har en opgave, der skal udføres. For det her er en bog om praktikken i læreruddannelsen og ikke om alt muligt andet. Og dog. For praktikken kan vanskeligt beskrives, hvis ikke også læreruddannelsens øvrige elementer bringes i spil. Det ved forfatteren Henrik Fischer noget om. Ud over at bryste sig af titlen lektor og cand.pæd.psych. er Fischer også underviser og praktikleder på Læreruddannelsen Zahle, Professionshøjskolen UCC.

Hvert kapitel indledes med en praksisorienteret case. Det forbereder læseren på teorien og åbenbarer samtidig mange genkendelige tanker, refleksioner - og frustrationer - fra de studerende.   

For eksempel møder jeg i 3. kapitel Cecilie, som er midt i sin sidste praktikperiode på fjerde årgang. Cecilie "har gjort sig mange tanker om det, der omtales som progression i læreruddannelsen, og har lidt svært ved at konkretisere, hvad det egentlig er. Det er noget med at blive bedre og bedre fra den ene årgang til den anden, men hvordan det lige sker, og hvordan man taler om det, er hun ikke helt klar over". Pointen er, at Cecilie, som mange andre, har svært ved at få sammenhængen mellem det, hun har i hænderne, og det, hun læser om, til at stå klart. Hun har brug for kompetent sparring, som hun blandt andet vil kunne finde i denne bog. 

Forfatteren opstiller tre formål for bogens brug: Som følgesvend i det daglige samarbejde, som motivation eller "lyst" til en "fortsat justering og kvalificering af samarbejdet" mellem de tre nævnte grupper og endelig at gøre "hver især endnu bedre til at forstå og indgå i dette samarbejde".

Bogen hører ind under kategorien "valgfri pligtlæsning", fordi den behandler praktikken, som den bør behandles: Som en seriøs affære i læreruddannelsen, hvor alle tre parter har et ansvar for, at praksis får sin berettigelse. Praktikken handler nemlig ikke kun om at afprøve en undervisning og gøre det godt, men også om at inddrage de ambitioner, der kom før, og de erfaringer, der kommer efter. Det er først der, en "lærer bliver til". Men ikke uden også at være bekendt med og efterleve de lovpligtige krav til faget. Dét er kunsten i samarbejdet om udviklingen af den "gode nok" lærer.