Hvis jeg skulle være med til at bygge en skole igen i morgen, så ville jeg sørge for at have meget mere tid til alle faser. Og inden vi overhovedet gik i gang, ville jeg sørge for, at alle medarbejdere på skolen har diskuteret godt og grundigt, hvilken form for pædagogik denne skole skal indeholde. Så tæt dialog som muligt og så god tid, at det hele kan nå at bundfælde sig mellem diskussionerne'.

Dette er en ren ønskeseddel. Men en ønskeseddel, som både lærere, daværende skoleleder og arkitekter bag Stege Skole på Møn er enige om, når de skal fortælle, hvordan man får en god byggeproces. Foruden at være en ønskeseddel er det også ren utopi, siger flere af dem. For det er jo pengene, der styrer. Og tid er også penge.

Virkeligheden i byggeprocessen var anderledes. Mest frustrerende. Og selve indflytningen var kaotisk, fordi skolen ikke var færdig, og de højteknologiske elektriske installationer ikke fungerede.

Hele baggrunden var heller ikke let, for bag ønsket om en ny skole i Stege lå en helt ny skolestruktur, hvor et par skoler blev nedlagt, og hele øens overbygning blev samlet på den nye Stege Skole.

Men i dag ligger den der - Stege Skole - med plads til 630 elever og 60 lærere. En stor, lys, ny skole med god udenomsplads. Man flyttede ind i august 1997, som planen sagde, selv om der stadig manglede en hel del. Blandt andet er elektrikerfirmaet gået konkurs, og et nyt firma er sat på sagen.

Byggeri af en skole er en spændende proces, siger sagens parter. Og meget svært.

Vi ønskede det hele

Da Møn Kommune besluttede, at der skulle bygges en stor, ny skole i Stege, blev borgerne indkaldt til møde. Her var det mest skolestrukturen, der blev diskuteret. Senere blev alle lærere i kommunen indkaldt til et møde med pædagogiske oplæg. Da skolestrukturen skulle ændres så afgørende, betød det, at alle kommunens lærere blev involveret, derfor var mødet for alle.

Efter møder om skolestruktur og pædagogik blev der nedsat en masse udvalg bestående af lærere - forskellige fagudvalg. I disse udvalg begyndte man at tale om pladsforhold og udformning af lokalerne.

'Vi listede op, hvilke rum og arealbehov udvalgene havde. Det var ligesom juleaften. Vi ønskede det hele', fortæller Ole Neerup, der er afdelingsleder på Stege Skole og lige nu også konstitueret forvaltningchef. Indtil byggeriet stod færdigt i 1997, var han skolens leder og i den forbindelse med i kernegruppen om byggeriet. Den bestod af forvaltningschefen, en af skolens lærere og ham. Dertil kom selvfølgelig arkitekter, ingeniør og en fra byggestyringsfirmaet.

'Vi talte om klasseværelser på 80 kvadratmeter, en kæmpe samlingssal, mediatek og store faglokaler. Alt i alt løb det op i 12.000 kvadratmeter og en pris på over 120 millioner kroner. Det havde vi jo ikke. Vi havde hele tiden vidst, at kommunen havde i alt 80 millioner kroner', siger Ole Neerup.

Så begyndte nedskæringsfasen. De 12.000 kvadratmeter blev til 8.000, og prisen kom ned på de fastsatte 80 millioner kroner.

Dén fase var meget frustrerende. Lærerne havde haft de store ønsker og visioner fremme, de havde arbejdet i udvalgene med, hvad de enkelte fag og lokaler skulle indeholde, og nu blev det hele skåret. Ingen var glade bagefter, for alle følte, at de måtte afgive noget.

Nedskæringsfasen blev gennemført af den lille byggegruppe. Det var hundrede procent topstyret arbejde, og derefter havde medarbejderne ikke længere indflydelse.

'At nedskrive drømme og ønsker var en demokratisk proces, men da vi skulle begrænse os, var det ikke demokratisk mere. Jeg tror simpelt hen ikke det er muligt at gøre den del af processen demokratisk', siger lærer Hans Quistorff Sørensen, der var lærernes repræsentant i kernegruppen. Ideen havde været, at han var medarbejderrepræsentant i første fase af byggeriet, men bagefter fortsatte han i gruppen - som en person med forstand på byggeri.

'Nogle af lærerne har bagefter sagt, at det ville have været bedre, hvis de bare havde modtaget en bygning. Så ville frustrationen have været mindre'.

Også lærernes tillidsrepræsentant, Gisela Sellner, siger, at der ikke var meget medarbejderindflydelse på det tidspunkt i byggeriet, hvor der skulle tages endelige beslutninger.

'Men det er ingen kritik. Det er svært at have alle med dér. Så skulle vi virkelig have forhandlet om, hvad der skulle med, og hvad der skulle droppes. Det havde selvfølgelig været mere demokratisk, men det ville have taget utroligt meget tid', siger Gisela Sellner.

Diskuter pædagogikken

Da arkitektfirmaet skulle vælges, foregik det ved en prækvalificering, hvor cirka 30 firmaer meldte sig. Ingen havde meget erfaring med skoler, da det var lang tid siden, nogen kommuner havde fået bygget nye skoler. Ud af de 30 valgte kernegruppen fem firmaer. De skulle komme med deres forslag.

På dette tidspunkt var der ikke tegnet en streg endnu. Man kendte arealbehovet og nogle ønsker. Ud fra de fem forskellige beskrivelser valgte man firmaet KHR-Arkitekter A/S i København. De havde nogle ideer med lysindfald og nogle elegante lette linier, syntes kernegruppen.

'Vi begyndte med at fastlægge nogle principper for den færdige skole', fortæller Ole Neerup.

'Det skulle være en grøn skole delt op i afdelinger og med gode muligheder for tværfaglig undervisning. Men det er altså svært at omsætte dette til praksis - til vægge og stikkontakter'.

'Alle - både lærere og arkitekter - er bundet af det kendte. Arkitekterne husker deres barndoms skoler, og lærerne husker deres nuværende hverdag. Der er ikke meget fornyelse i dét', siger Ole Neerup.

'Det er utrolig vigtigt at se på skolens pædagogiske praksis og så tilpasse bygningen til den. Og prøve at sørge for at bygningen også kan klare det, hvis pædagogikken skifter'.

Kernegruppen skelede også til gamle hæfter med anbefalinger om, hvor mange toiletter der var brug for, og hvordan et faglokale kan indrettes.

'Måske bør den pædagogiske diskussion begynde, længe inden man går i gang med at tale om ny skolebygning. Og måske vil det være en god ide, hvis arkitekterne kommer ud på skolen en del gange, inden man går i gang med at blive konkrete. Sådan at de kan se, hvad der sker på en skole, og hvad materialerne skal kunne holde til', siger Ole Neerup.

Da planen om en ny skole begyndte at tage form, havde han forestillet sig, at arkitekterne skulle komme med flere forskellige kreative forslag, som lærergruppen kunne diskutere. Men han mener, at det ville være blevet for dyrt.

Det bliver et kompromis

Et skolebyggeri bliver et kompromis. Det er alle parter enige om. De enkelte ser kun på deres eget lille område - og det er der måske ikke så meget fornyelse i.

Hvor åben eller lukket skolen skal være, var der mange diskussioner om i den lille kernegruppe. Resultatet blev, at fire klasselokaler hører sammen. Mellem de fire lokaler er der en bred gang og trapper op til et par hemse, hvor mindre grupper kan arbejde. Ud til gangen har de fire lokaler foldedøre, hvilket betyder, at de fire rum med gang og hemse kan blive til ét stort, mere samlet areal. Klasserne har altså mulighed for at slå dørene op og arbejde sammen.

'Hos de yngste elever er dørene ofte åbne, men det fungerer ikke meget hos de ældste. Til gengæld bruger de ældste elever ofte hemsene eller gangen, hvis de skal arbejde individuelt', siger Ole Neerup.

Graden af åbenhed til klasserne afhænger meget af den enkelte lærer.

For stor tiltro til teknikere

'Det tog lang tid for os - lærere og arkitekter - at tale os ind på hinanden', siger lærer Hans Quistorff Sørensen.

'Arkitekterne lyttede og spurgte meget - og vi talte meget. Men arkitekterne er heldigvis gode til at skrive alt ned undervejs'.

'Til gengæld var vores tiltro til teknikere og til moderne bygninger og materialer for stor. Vi var for naive. Vi troede ikke, at vi skulle tænke på alt det tekniske. Det har blandt andet betydet, at mange af de højloftede rum havde en alt for lang efterklangstid, så vi senere har været nødt til at få sat lydabsorberende plader op. Man skal ikke tro, at eksperterne ved alt. Man skal spørge hele tiden, undre sig og blande sig undervejs', siger Hans Quistorff Sørensen.

Det er svært, når to faggrupper skal samarbejde. Ole Neerup mener, at lærere ofte har svært ved at beskrive, hvad de gør, når de underviser.

'Vi oplevede flere gange, at vi syntes, vi havde forklaret noget meget grundigt for arkitekterne, men de havde opfattet det helt anderledes. De opfatter for eksempel et bibliotek som et sted, hvor man henter bøger. Og hvad laver man så i børnehaveklassen? Jeg tror, arkitekterne også har lært meget af denne proces'.

'For eksempel er det meget svært at overbevise andre end skolefolk om, at en skolebygning og dens inventar skal være meget solide. Spotlamperne på gangen ryger altså let ned, og dørhåndtag skal være meget solide. Det er ikke, fordi børnene øver hærværk mod tingene, men børn åbner altså en dør helt anderledes, end en voksen gør, og det hele skal kunne holde til leg', siger Ole Neerup.

Svært og spændende

Arkitekt Jakob Brøndsted fra KHR-Arkitekter A/S medgiver, at det er noget helt specielt at bygge en skole.

'Det var sværere end vore andre opgaver, men det var også spændende. Det er et område, der er inde i en utrolig udvikling, og der skulle mange modeller, skitser og billeder over bordet, før vi forstod hinanden helt', siger Jakob Brøndsted.

KHR-Arkitekter A/S er i gang med mere skolebyggeri og deltager også i forskellige konkurrencer på området.

'Da vi begyndte på Stege Skole, lå vores sidste referencer for skolebyggeri tilbage i 50'erne og 60'erne, og de repræsenterer måske en pædagogik, der ikke er tidssvarende. Men set fra vores synspunkt kan det godt være gode bygninger. Derfor er det vigtigt med meget dialog og en diskussion, der udvikler sig'.

Han mener, at det var både spændende og givtigt at være med til møderne fra et tidligt tidspunkt. Men det kræver meget tid at tale sig frem til forståelse og til, at ideerne kan bundfælde sig.

'I Stege var vi meget presset på tiden. Til gengæld var det rart at tale med dem, der skal bruge huset bagefter, for det er dem, der virkelig føler noget for det. Men det tager længere tid, og de skal også acceptere, at de ikke kan få alt for den fastsatte økonomi. Det koster mange ofre hen ad vejen', siger Jakob Brøndsted.

Han anbefaler, at der er en tæt dialog mellem de brugere, der har visioner, og arkitekterne. Og at der er tid til grundige diskussioner, så man bliver helt enige om, hvilke typer hjemklasser og faglokaler skolen skal have, og hvilke ønsker der er til inventaret.

'Vi synes, der er mange kvaliteter i Stege Skole, som den er bygget, men vi kan også godt se, hvordan vi kan komme videre i fremtidigt byggeri. I dag går vi slet ikke i gang med et skolebyggeri, før vi har talt med én eller flere pædagogiske konsulenter', siger Jakob Brøndsted.

Mangel på depotplads

Lærerne på Stege Skole er gennemgående glade for deres nye, lyse bygning. De synes, der er noget, der er blevet rigtig godt, og noget, der skulle være anderledes. Nogle fremhæver mediateket og de lyse rum, andre er glade for, at fysik har fået to små faglokaler og et auditorium. Men de fleste mener, at der mangler små rum til mindre hold og depotplads.

Farverne kan også altid diskuteres. Der er kulør på de lydabsorberende plader, søjler og trapper, men meget står tilbage i gråt og hvidt. Det kan blive dyrt at vedligeholde, mener Ole Neerup.

Så er der problemerne med for dårlig mekanisk ventilation i faglokalerne og alle problemerne med elektriciteten, som efterhånden har kostet nogle ekstra millioner.

Tilbage står så, at det tager utrolig meget tid at bygge en skole - og at det er svært. Og så en advarsel fra lærer Hans Quistorff Sørensen: 'Skolen var kun trefjerdedel færdig, da vi flyttede ind. Det var kaotisk. Så et godt råd til andre er, at de ikke flytter én flyttekasse, før de har set, at alt er klart'.