Film på nettet I

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvorfor gå i biografen, når man kan se filmen på sin egen computerskærm? Det er et relevant spørgsmål for folk med en bredbåndsforbindelse til internettet. I løbet af kort tid får vi sikkert alle mulighed for at se video-on-demand via computeren eller tv-skærmen mod betaling, men allerede nu er det en populær netaktivitet at downloade hele biograffilm som 'Lord of the Rings' og 'Harry Potter' - uden betaling. Hurtige forbindelser har gjort det til en overkommelig opgave at få film i høj kvalitet ned på harddisken, hvorfra de så kan afspilles på computerskærmen eller på tv. Ligesom med MP3-filer med musik er det ofte ulovligt, men det forhindrer ikke pæne og fredsommelige netbrugere i alle aldre i at anvende et af de såkaldte fildelingsprogrammer som for eksempel KaZaa og BearShare, der gør det uhyre nemt at finde og bytte film på nettet.

Når det kan lade sig gøre, skyldes det ikke kun hurtige netforbindelser, men også udviklingen af software, der kan komprimere den store mængde data, en biograffilm består af, til en størrelse, der kan sendes via nettet, uden at det går alt for meget ud over kvaliteten. En spillefilm kan presses ned til en størrelse, der svarer til to eller tre almindelige cd-skiver. Film kan faktisk også med lidt tålmodighed kopieres til cd'er i et format - vcd - der kan afspilles i mange almindelige dvd-afspillere. Teknikken bag kan man sætte sig ind i på nedenstående adresser, hvor der også findes links til film, der lovligt kan downloades.

www.divx.com/

www.divxit.dk/