Osmann flyttede til Danmark fra Tyrkiet i slutningen af 1960erne. Omkring midten af 1970erne flyttede hans kone og deres børn hertil. De skolesøgende børn begyndte deres skolegang i en modtagelsesklasse, sådan som loven foreskrev. I slutningen af 1980erne begyndte Osmanns børnebørn i skolen, og inden for det kommende årti vil Osmanns oldebørn begynde deres skolegang.

Skolens lov og orden vedrørendetosprogede elever i skolen er stort set den samme i 2005 som i midten af 1970erne. Osmanns efterkommere har ikke kunnet leve op til en rigtig norm for danskhed i folkeskolen. De er derfor sammen med etnisk ligestillede elever blevet til b-elever i skolen. Deres tilstedeværelse gøres op i procenter, og der konstrueres ord som smertegrænser for at betegne, hvor høj en procentuel andel »vi« kan tolerere af »dem«.

Professor i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet Per Fibæk Laursen har i Folkeskolen refereret til en diskussion om, hvorvidt skolen som fælles folkeskole for alle sociale lag er i opløsning (nummer 49/2004). I denne forbindelse skelnede han mellem skolen set indefra og udefra. Han mente ikke, at der var hold i påstanden om, at skolen skulle være i opløsning indefra: »Påstanden er efter min vurdering ukorrekt. Der er mig bekendt ingen steder i dagens folkeskole, hvor de nye former for indre differentiering blot tilnærmelsesvis minder om tidligere tiders deling i a- og b-elever«. Her tager Per Fibæk Laursen efter min mening fejl. Tosprogede elever er i løbet af de 30 år, hvor de har været en elevgruppe i folkeskolen, i en grotesk og nok hidtil uset grad blevet til b-elever. De er ikke på noget tidspunkt blevet til fuldgyldige danske elever i skolen. Dette kommer blandt andet til udtryk i, hvad Per Fibæk Laursen ser som én af tre løsninger af folkeskolens problemer: »Det er åbenlyst, hvad der må gøres: ... De tosprogede elever må spredes, for eksempel ved hjælp af den såkaldte Albertslund-model«.

Der synes at herske nationalt hegemoni om, at dansk folkeskole fortsat skal vedblive med at være en monokulturel og etsproget institution. Derfor synes der ikke at være nogen forskel på, hvordan en professor i pædagogik udtaler sig om spredning og den populistiske mediedebat. Undervisningsministeriet offentliggjorde for nylig evalueringsrapport om dansk som andetsprog (uc2/Kleo CVU København og Nordsjælland). Evalueringen viste, at tosprogede elever klarer sig markant dårligere end etnisk danske elever. Tosprogede elever i Albertslund klarer sig lige så dårligt som tosprogede andre steder i landet. Det synes imidlertid at være ligegyldigt, hvordan denne elevgruppe klarer sig fagligt i skolen, bare den ikke generer etnisk danske familier med sin tilstedeværelse. Det er også her, den såkaldte Albertslund-model henter sin legitimitet, når den bliver fremhævet af Per Fibæk Laursen og ligesindede. Hvordan man på en gang kan hævde, at der ikke findes en opdeling i a- og b-elever, samtidig med at man udpeger en elevgruppe i skolen til spredning, hænger ikke sammen. Det er udtryk for mangfoldighedsblindhed, når en professor i pædagogik ikke kan se det groteske i et uddannelsestilbud, som i sit væsen alene består i, at en elevgruppe må spredes. At holde fast ved forestillingen om den etsprogede og etnisk monokulturelle danske folkeskole cementerer den evige indvandrer. Risikoen er, at Osmanns oldebørn og tipoldebørn heller ikke kan blive danske elever i en dansk folkeskole.

Hvorfor skal en undervisningsmodel i én bestemt kommune, som synes at resultere i lige så dårlige elevresultater som i resten af landet, ophæves og anbefales til en national model, blot fordi den synes at tilgodese etniske danskeres forestilling om en monokulturel og etsproget folkeskole?

Bergthóra S. Kristjánsdóttir, Danmarks Pædagogiske Universitet/CVU København og Nordsjælland