De seneste år er der investeret massivt i at gøre folkeskolen mere digital. Men står det til regeringen, skal skærmene nu fylde mindre i undervisningen.

Da børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (Socialdemokratiet) som en af sine første gerninger i embedet var på besøg på Mølleholmskolen i Taastrup, havde han et meget konkret forslag til, hvordan man kan reducere elevernes skærmtid.

“Hvorfor smider I ikke bare skærmene ud?” spurgte han lidt retorisk under sin rundvisning på skolen.

Ministerens udbrud kom ikke ud af den blå luft. I regeringsprogrammet for SVM-regeringen står der, at regeringen skal drøfte, hvordan man kan bruge digitale virkemidler i skolen på en måde, så “børn ikke tilbringer det meste af deres skoledag bag en skærm”. Og for nylig har Mattias Tesfaye i flere medier sendt kraftige opfordringer til skolerne om at begrænse brugen af skærme til der, hvor der er særlige begrundelser for at anvende dem. Han har også udtalt, at lovgivning kan komme på tale.

Louise Klinge har som børne- og skoleforsker observeret utallige timers undervisning i den danske folkeskole. Hun er desuden medlem af Børnerådet og netværket Tech & Trivsel. På mellemtrinnet og i udskolingen kan hun sagtens genkende billedet af, at eleverne kigger ind i en skærm det meste af skoledagen. Og hun blev efter eget udsagn “meget glad”, da hun læste, at regeringen vil reducere skærmtiden i skolen.

“Det er fra morgen til sen eftermiddag, at eleverne sidder som små kontorfolk bag deres skærme. De fortæller mig ting som: ‘Det er, som om mine øjne synker ind’”, siger hun.

Desuden har hun set, hvordan eleverne bliver distraheret af, at der er mulighed for at lave andet på skærmen end det, der relaterer sig til undervisningen.

“Det er skræmmende at se gruppearbejde, hvor der bliver skiftet mellem en fane med fagligt indhold, når læreren kommer forbi, og en med sociale medier, spil, porno eller tøjindkøb, når læreren går væk igen”, siger hun og tilføjer:

“Her er der hverken en faglig dagsorden eller en, der handler om fællesskab. Her er der bare tale om, at algoritmerne har en dyb krog i eleverne og distraherer dem fra undervisningen”.

Når eleverne har frikvarter, går tiden for manges vedkommende også med at kigge på en skærm, og det samme gør sig gældende i fritiden, påpeger Louise Klinge. Derfor mener forskeren, at det er rigtigt at fokusere på mængden af tid, eleverne kigger ind i en skærm i løbet af skoledagen.

Hun peger også på, at undersøgelser viser, at flere og flere børn og unge lider af nærsynethed, som forklares med et øget skærmforbrug. Samtidig er det høje skærmforbrug ifølge Louise Klinge også en medvirkende faktor til den stigende mistrivsel blandt børn og unge:

“Så selv hvis skærmundervisningen havde været spændende, varieret og kreativ, ville der være for meget af den. Vi er nødt til at forholde os til omfanget som et problem”.

Bogdepoterne er nedlagt – fagportaler har overtaget

Digitaliseringen af den danske folkeskole tog for alvor fart i 2010’erne. I en økonomiaftale mellem regeringen og KL blev der i perioden 2012-17 afsat en halv milliard kroner til formålet, og hovedparten gik til at medfinansiere kommunernes indkøb af digitale læremidler.

Det blev grundlaget for en ny type digitale læremidler, der siden har gjort et så markant indtog i folkeskolen, at de længe har haft politisk bevågenhed: de digitale fagportaler.

En Deloitte-rapport bestilt af KL pegede i 2018 på en øget tendens til, at kommunerne indgik såkaldte væg til væg-aftaler med en udbyder af fagportaler, så man – mod en klækkelig rabat – får samme forlags fagportal til alle fag på alle skoler. Flere skoler har valgt at gøre undervisningen helt digital og afskaffe analoge læremidler og kopimaskiner.

Men hvor meget tid eleverne bruger foran skærmen i løbet af en skoledag, er ifølge Stig Toke Gissel, ph.d. og leder af Nationalt Videncenter for Læremidler, svært at svare på.

“Skal vi have et samlet billede af det, så skulle vi ikke blot undersøge omfanget af, at eleverne bruger skolecomputer, men også når de ser film i klassen og bruger mobilen i pauserne de steder, det er tilladt”, siger han og tilføjer:

“Men vi kan se, at omfanget af skærmbrug i undervisningen stiger op gennem klassetrinnene. Så udsagnet om, at de sidder størstedelen af tiden foran skærmen, er mere retvisende for udskolingseleverne end i indskolingen, hvor de mest udbredte læremidler fortsat er analoge”.

Når det kommer til, hvilken type af digital undervisning der er mest udbredt, påpeger Stig Toke Gissel, at fagportalerne “fylder en del”.

“Man kan godt argumentere for, at undervisningen risikerer at blive lidt ensartet, hvis eleverne kun møder fagportaler fra én udbyder på tværs af fagene. Det bør i hvert fald være et opmærksomhedspunkt”, siger han.

Videncenterlederen advarer dog mod, at debatten om digitale læremidler bliver for polariseret. Der er gode og dårlige sider ved både analoge og digitale formater, påpeger han.

Undersøgelser fra læremiddel.dk viser, at der generelt er meget fokus på færdighedstræning i den danske folkeskole, uanset om læremidlerne er analoge eller digitale.

“Tilsvarende kan den undersøgende undervisning og de kompetencebaserede aktiviteter både være digitale og analoge – og det bedste er vel nok, at man kombinerer de to ting. Det vigtigste er at fokusere på didaktikken og kvaliteten af undervisningen – uanset format”, siger Stig Toke Gissel.

Han påpeger desuden, at eleverne i de ældste klasser forberedes på et videre uddannelses- og arbejdsliv, hvor digitaliseringen fylder meget, hvorfor det er naturligt nok, at undervisningen her bliver mere digital. Og allerhelst så han, at eleverne i højere grad kan vælge det, de foretrækker.

Den ene lærer ved ikke, hvad den anden gør

Samme opfordring til at tage sig i agt for en polariserende skærm/ikke skærm-debat kommer fra Anders Peter Nielsen. Han er tidligere mangeårig lærer, ansat i forlagsbranchen og selvstændig konsulent. I dag udvikler han læremidler for Grænseforeningen.

Anders Peter Nielsen har for nylig i en rundspørge blandt godt 2.300 lærere spurgt, hvor ofte de anvender digitale læremidler. 20 procent svarer i alle lektioner, en tredjedel et par gange om ugen, mens den største gruppe på 38,9 procent svarer et par gange om dagen.

“Jeg tror, at mange lærere allerede er opmærksomme på ikke at bruge digitale læremidler for meget”, siger han.

Det besværliggøres dog af, at de ofte ikke har andre muligheder, lyder det fra Anders Peter Nielsen. I hans rundspørge svarer 30,5 procent af lærerne, at de ikke har haft mulighed for at påvirke, hvilke læremidler de har til rådighed, fordi skolen har været en del af et fællesindkøb.

“Så mange lærere er nødt til at bruge det digitale, fordi de ikke har andre muligheder. Jeg har selv prøvet at undervise i billedkunst, hvor det eneste læremiddel, jeg havde til rådighed, var en fagportal”, siger han.

Desuden peger han på, at lærerne med lovindgrebet i konflikten mellem KL og DLF i 2013 fik reduceret forberedelsestiden. Og så er det alt andet lige lettere at gribe fat i et færdigt forløb på en fagportal, påpeger han.

Senere har krav om øget linjefagsdækning ført til, at en klasse har flere forskellige lærere i løbet af en dag, som ikke har den fornødne tid til at koordinere. Så den ene lærer, der underviser ved hjælp af en fagportal i en klasse, ved ikke, hvor meget af samme type undervisning klassen ellers har haft i de andre fag.

Endelig fremhæver Anders Peter Nielsen, at næsten fire ud af ti lærere i hans rundspørge svarer, at de mangler den fornødne viden om, hvordan digitale læremidler bruges bedst i undervisningen.

“Der er et kæmpe efter- og videreuddannelsespotentiale i at klæde lærerne på til at arbejde it-didaktisk. Debatten bør ikke handle om, hvorvidt vi skal have skærme eller ej. Den bør handle om, hvordan vi giver lærerne et valg, og om hvordan man klæder dem på til at træffe et kvalificeret valg. Om hvordan vi sikrer god undervisning, hvad end den er analog eller digital”, siger han.

Ikke alle skoler har en it-vejleder

Samme toner lyder fra Danmarks It- og Medievejlederforening, hvor formand Hanne Voldborg Andersen også gerne ser en debat om kvaliteten i undervisningen og lærernes rammer for at udføre den rykke i forgrunden.

“Der er ganske givet eksempler på, at man har overgjort brugen af digitale læringsresurser, så eleverne i alle timer via den digitale læringsplatform går ind på en digital fagportal og en digital samarbejdsportal for at løse opgaver”, siger hun og tilføjer:

“Så er undervisningen hverken god eller spændende, og eleverne kommer til at lide af sensorisk deprivation og i værste fald af skolelede. Jeg er helt på det rene med, at vi også skal forholde os til mængden af skærmundervisning og til. om vi i tilstrækkelig grad begrunder brugen af digitale resurser”.

Men presset for at digitalisere folkeskolen er kommet ovenfra og har udelukkende gået på mere dokumenterbar brug af it, mener hun:

“Den kvalitative diskussion om, hvad man vil opnå fagligt, pædagogisk og didaktisk ved at bruge digitale redskaber, har været fraværende. Den synes jeg er mere presserende at få taget”.

“Vi skal diskutere, hvordan vi laver god, motiverende undervisning, hvor børnene er undersøgende og skabende. Der kan det digitale bidrage med hurtig feedback, struktur, overblik, bedre differentiering samt understøtte dialog og samarbejde. Men det kræver, at vi bliver skarpe på, at det er derfor, vi bruger det, og ikke bare fordi det er lettest eller hurtigst”.

Er det ikke en del af it-vejledernes opgave at løfte de drøftelser ude på skolerne? Har I været gode nok til det?

“Jeg synes, vi som forening har hejst flaget gennem både kurser, udgivelser og konferencer. Vi har aldrig ønsket digitalisering for digitaliseringens skyld. Men det er alle lærere, der arbejder med det her, og derfor savner jeg en bred kompetenceudvikling”, siger Hanne Voldborg Andersen.

Hun peger på, at som det er nu, er det lidt tilfældigt, hvilke kompetencer lærerne har, og om der på en skole er en pædagogisk it-vejleder, der kan være med til at løfte opgaven:

“Der er ikke noget krav om, at vi findes. Vi findes som en del af det pædagogiske læringscenter dér, hvor skolerne ser værdien i det”.

Kopiark er blevet en kærkommen afveksling

Louise Klinge understreger, at hun har forståelse for, at politisk fastlagte rammer har skubbet til en uheldig brug af digitale redskaber, som lærerne heller ikke selv finder tilfredsstillende. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at der fra samme sted nu bliver slået en tone an om, at mængden af skærmtid er gået for vidt.

“Fra kommunalt og ministerielt niveau har der været et voldsomt fokus på digitale læremidler – og måske også en lidt hovedløs anbefaling af dem. Digitaliseringen er så at sige dryppet nedad og er nu en fuldstændig integreret del af hverdagen i skolen”, siger hun og påpeger, at hun sagtens kan se værdien i, at digitale redskaber indgår som elementer i en varieret undervisning. Og også at der kan være faglige gevinster ved at bruge digitale virkemidler. Men alt for mange steder er indhold på computer blevet “udgangs- og omdrejningspunkt” for undervisningen, lyder det fra skoleforskeren. Når hun spørger eleverne, hvornår det er sjovest at gå i skole, svarer flere af dem: “Når vi arbejder på papir”.

“Det er ikke engang nogle særlige opgaver, de fremhæver. Det er alene det at få en afveksling fra skærmen. Kopiark er blevet det nye eksotiske. Så er barren efterhånden lavt sat”, siger hun og tilføjer:

“Så at politikerne nu maner til besindighed, er et meget vigtigt signal. Men det er ikke en gratis omgang. Hvis man vil noget andet, skal der også følge de resurser med, der gør noget andet muligt”.