Tegneserier

Tusind tak - lille frue!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Storm P.

Udvalgt af Niels Birger Wamberg

139 sider, 149 kroner

Sesam

Storm P. bør nydes i små bidder, for ellers kommer man alt for hurtigt frem til de skamløse gentagelser, der kendetegnede hans produktion. Når man skal producere en tegning med morsom pointe om dagen, kan det jo ikke være lige nyt alt sammen.

Men brugt med omtanke kan hans surrealistiske tegninger og suverænt opfattede jargon sagtens bidrage til undervisningsforløb. Der kan for eksempel være en tankevækkende pointe i at lade eleverne analysere de uskrevne omgangsformer fra 1920'erne og -30'erne, som landevejens ukronede konger leverer nogle oprørske brud på. Især når borgerskabets madpakkebestyrere tror sig berettigede til underdanig taknemmelighed til gengæld for nogle håndører, der ikke rækker til den næste pilsner eller gibbernakker. Og det er dem, der er livets mening. For som to af kammesjukkerne siger til hinanden, mens de vandrer forbi i silhuet mod en nattehimmel sprængfyldt med surrealistisk flyvende kaffekopper: 'Du, Archimedes - tænk, hvis a' man sku' drikke alle de kopper kaffe, som a' vi går og be'r om!'

Humor er stort set fraværende i den hjemløsekultur, der er vokset frem gennem den sidste halve snes år, og der har sikkert heller ikke være alt for meget at grine af for en spritter for trekvart århundrede siden. Men Storm P.'s typer viser, at der også på bunden af samfundet foregår en daglig kamp for at bevare selvrespekten.

Tonny Hansen