Sløjd, Historie

Tækkemænd

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- vender stråtaget tilbage

Af Jan Uhre

68 sider, 199 kroner

Forlaget Thaning og Appel

Bogen er nummer to af Jan Uhre i hans arbejde med at beskrive gamle håndværk og gamle håndværkere.

Bogen er rigt illustreret med gode farvebilleder, ligesom der også er enkelte sort-hvide billeder og en del stregtegninger. På denne måde er bogen gjort letlæselig. En bog, som mange aldersgrupper kan have glæde af.

Indholdsmæssigt er bogen velskrevet for den målgruppe, der er interesseret i, hvor og hvorfor man tager det gamle stråtag i alle dets mange facetter op igen. Det rent tekniske omfatter både det syede tag og det bundne tag såvel som omtale af mange tidligere lokalvarianter af de to hovedformer.

De forskellige materialer, der kan anvendes til stråtage som danske og polske strå, marehalm, lyng tang med videre, omtales såvel med teknisk som med historisk begrundelse.

På grund af de mange eksempler på stråtage, som bogen giver rundt fra hele landet, virker det, som om læseren får fortalt den samme ting temmelig mange gange. Et enkelt sted kan man faktisk på samme side (side 51) læse to afsnit, der er stort set ens.

Det vil altid, når man søger at beskrive håndværk, såvel gamle som nye, være svært at beskrive selve det håndværksmæssige. Det er da også denne bogs svage punkt.

Bogen afsluttes med et oplysende afsnit om sikring og forsikring af stråtage.

Det er en bog, der vil glæde alle med interesse for stråtage og tækkemænd, uanset om indfaldsvinklen er historisk eller udspringer fra interessen for det traditionelle håndværk

Bent Illum