Dansk, Skønlitteratur

Bag borgens mure

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Josefine Ottesen

Serien: Krigeren - bind 2

285 sider, 269 kroner

Høst & Søn

Så er den her. Andet bind af Josefine Ottesens trilogi, 'Krigeren'.

Hovedpersonen er Odd, der som dreng blev skyllet op på Berkanas ø og måtte gå så grueligt meget igennem, før han kom til byen og blev optaget i kongens hird.

I andet bind følger vi Odds udvikling fra ung til mand. Han kender ikke sit ophav, men er fast besluttet på at gøre en god figur som kongens kriger og bevise, at han er lige så god som stormændssønnerne, der har ærefulde slægter at prale af. Han beviser sit værd i kamp, hvor han i bersærkergang kæmper modigt og bravt for sin konge.

Et vigtigt omdrejningspunkt i bogen er Odds skæbnefællesskab med den feminine og forlystelsessyge kongesøn Ansur, der i bogen overtager tronen efter faderens død. Odd udpeges blandt andet til at være stedfortræder for gommen Ansur ved brylluppet med den smukke, stolte og selvstændige Jara. Ved Odds mellemkomst fuldbyrdes ægteskabet. Dette bliver kimen til Odds første rigtige forelskelse. Men det sætter ham samtidig i et følelsesmæssigt dilemma, fordi han har sværget troskab til kongen. Gennem trængslerne udvikler Odd sig, og mod bogens slutning tør han endelig i glimt at mindes tiden, før han blev skyllet i land hos Gydjen på Berkanas ø.

Historien er fortsat veldrejet og medrivende. Man kommer til at holde af personerne og får lyst til at læse, hvad der sker i tredje og sidste bind. Bogen/bøgerne byder på mange timers god underholdning og må varmt anbefales som frilæsning til de 12-16-årige.

Lisbet Steen Højland