Debat

Lærer Jan Thrane håber, at flere fremover vil få lyst til at deltage i debatten på folkeskolen.dk.

Debat: Hvorfor deltage i debatten på Folkeskolen.dk?

”Jeg håber, at relanceringen af debatten på folkeskolen.dk vil inspirere flere til (igen) at deltage", skriver lærer Jan Thrane.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

For tiden arbejdes der på en større relancering af debatten her på folkeskolen.dk. Formålet er at få flere lærere/læsere til at engagere sig i skoledebatten – at give deres meninger og input til kende både i selvstændige indlæg og kommentarer. 

Som noget nyt orkestreres debatten fremover i to spor - Inspiration og Debat. Et, hvor man kan udveksle fag-faglig viden fra sin skolehverdag – et andet hvor man kan sætte mere skolepolitiske emner på dagsordenen og til debat. 

Mens de særlige såkaldte ”faglige rådgivere” inden for de enkelte skolefag samt de faglige foreninger fortsat selv kan udgive deres indlæg, vil de øvrige faste bloggere fremover udgå og blive erstattet af et forum, hvor alle kan sende blog-/debatindlæg til debatteamet, som så evt. vil redigere i disse og lægge dem op på folkeskolen.dk. enten under ”Inspiration” eller ”Debat”. 

Der er i forbindelse med relanceringen af debatten hyret og nedsat et særligt debatteam på Fagbladet Folkeskolen bestående af Anna Essendrop Bach, Naja Dandanell og Anders Thorsen. Anders Thorsen skulle ifølge omtalen af ham her på Folkeskolen.dk have en baggrund som lærer og skoledebattør. Nysgerrig som jeg er, brugte jeg søgefunktionen øverst på siden for at læse lidt op på ham.

I et tidligere indlæg med overskriften ”Valg i DLF: Jeg stemmer på den kandidat, jeg er mest uenig med” skriver han i et blogindlæg, hvor han begrunder hvorfor han valgte at stemme på en bestemt kandidat i forbindelse med et tidligere valg til hovedstyrelsen i DLF. 

Det minder mig om den indgangsreplik, som Clement Kjersgaard bruger og gentager efter behov i Debatten på DR: ”Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til vedkommende”.

Under min læreruddannelse (2009-2013) blev jeg af den daværende chefredaktør spurgt, om jeg ville være med som blogger i det, der på det tidspunkt blev omtalt som et nyt community på folkeskolen.dk. Det har siden udviklet sig under skiftende redaktører til det, vi kender i dag. Et debatforum, som er helt enestående – jeg kender ikke til andre fagforeninger, som på samme måde stiller et brugergeneret debatforum til rådighed for deres medlemmer, gør du?

Jeg har siden skrevet blogs og kommentarer på folkeskolen.dk, men i peroder - ofte lange - har jeg ikke haft hverken tid eller overskud til det. Der er i forvejen rigeligt at se til i en på mange måder presset skolehverdag. Det – og det, at der efter den seneste opdatering af folkeskolen.dk bl.a. blev indført en lidt besværlig oprettelses-log-in-procedure – er måske den primære grund til, at færre på det seneste deltager aktivt i debatten?

Jeg håber, at relanceringen af debatten på folkeskolen.dk vil inspirere flere til (igen) at deltage.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk