Debat: ”Pampervælde”

Publiceret Senest opdateret

Den grå leverpostejmad var peppet op med et grønt indslag i form af agurk, da vi over madpakken i sidste uge talte om de stigende priser og om, hvorvidt Danmarks Lærerforenings lønpolitik var udtryk for ægte pampervælde, og om, hvorvidt de politisk valgte også mærkede kollegaernes virkelighed.

En kollega mente, at også vores forening var afkoblet menige medlemmers virkelighed, idet man både kunne dobbelt- og trippeljobbe for kollegaernes penge, hvis man var rigtig smart, og henviste til at for eksempel formand og kasserer i Lærerstandens Brandforsikring (LB) var formand og hovedstyrelsesmedlem og årligt kunne putte 550.000 kroner og 200.000 kroner i lommen. Ud over aflønning fra medlemmerne.

Det troede jeg naturligvis ikke på, men en hurtig googlesøgning på årsrapporten fra LB Forsikring viste, at der årligt betales så store beløb. Mit argument og min sunde fornuft sagde mig, at man naturligvis i et eller andet omfang modregner så store indtægter i lønnen, men det kan jeg ikke finde ud af, om er tilfældet.

I en tid hvor inflationen presser mange af kollegaernes husholdninger, kunne jeg som betalende DLF-medlem godt ønske mig at vide, om vores forening forgylder sine egne og tillader dobbelt aflønning, og hvordan man herudover aflønner de politisk valgte.

Mine forudsætninger for at kunne gennemskue foreningens regnskab er desværre ikke tilstrækkelige, så hvis en regnskabskyndig eller måske ligefrem en af dem, vi aflønner i hovedstyrelsen, måske kunne kaste lys over sagen, ville jeg være glad og tilfreds, så jeg ved, om vi er en ansvarlig og ordentlig forening.

Svar fra Danmarks Lærerforening

Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening

Som politisk valgte i en medlemsorganisation skal vi altid kunne stå på mål for den løn, vi får for vores arbejde. Det gælder også i Danmarks Lærerforening.

Vi aflønnes efter de regler, der er besluttet af foreningens kongres og vedtægter. Som medlem skal man ikke have et særligt indblik i økonomi for at kunne se, hvad ens politisk valgte får i løn. Derfor ligger hovedstyrelsens honorarer frit tilgængeligt på foreningens hjemmeside under vilkår for politisk valgte.

Honoraret fra foreningen har været det samme i en årrække og er reguleret som andre løntrin. Størstedelen af det eksterne arbejde, hvor hovedstyrelsen repræsenterer medlemmernes interesser, er ulønnet.

Nogle organisationer lønner dog deres bestyrelser, og her mener jeg, at det samlede niveau for eksterne honorarer er blevet for højt. Det gælder også mig som formand, og derfor har jeg frasagt mig honoraret som bestyrelsesformand i Lærernes Pension.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Samtidig har jeg sidste år sammen med hovedstyrelsen sat gang i en proces, der til kongressen i november skal komme med forslag til et loft over honorarer. De nye principper vil omfatte alle eksterne poster, foreningen udpeger til.

Det gælder naturligvis kun de poster, som vi i DLF udpeger repræsentanter til – ikke poster i eksempelvis LB Forsikring, som Torben Hansen nævner. LB er et selvstændigt forsikringsselskab, hvor bestyrelsen vælges blandt forsikringstagere af forsikringstagere, og DLF har ingen indflydelse på opstilling, valg eller honorarer i LB.