Anmeldelse

Mysteriet i New York / Mysteriet i Angkor

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skidegod og spændende frilæsning for de 9-11-årige. Handlingen er fuld af action, og sproget flyder frit.

Fakta:

Titel: Mysteriet i New York / Mysteriet i Angkor

Forfatter: Bjørn Sortland

Pris: 199 kroner

Sider: 136 sider

Serie: Kunstdetektiverne

Type: Bog

Forlag: Forlaget Forum

David og hans gakkede familie er i Angkor på ferie. Tror de. Men forude venter intenst arbejde med at opklare mysterier i denne hæsblæsende krimi. Først kaster nogen en sten efter familien med en advarsel om at rejse hjem igen. Så er der to giftslanger i kurven med bananer. Så forgiftes far og ligger bevidstløs på hospitalet. Og mor arresteres - med to stenhoveder fra Angkor i bagagerummet. David, hans bror Thor og søster Sanne (11, fem og teenager) må opklare, hvad der stikker under, og hvem der står bag.

Det går ikke stille for sig. Heldigvis dukker onkel William op og redder dem - men det er på et hængende hår.

Ferien i New York lader ikke ferien i Angkor noget tilbage. Denne gang er onkel William med fra feriens begyndelse. Han bliver udsat for mordforsøg. Mor, David og Thor brænder næste inde. Far og onkel William bliver støbt ind i beton. Klædt i Spiderman-dragt sørger far for en god slutning.

Det er David, der er fortælleren, og derfor er sproget mundret, ligefremt og letløbende. Begge bøger har charme og en masse små skægge sidehistorier. Desuden er relationen mellem den handlekraftige og dominerende mor og den mere beskedne far tegnet skarpt og humoristisk op.

Bag i bøgerne er der introduktion til kulturen og vigtige seværdigheder på rejsemålet. Samt et kort over de lokaliteter, hvor handlingen foregår. Og et lille "superkort sprogkursus", der i sig selv er ret underholdende.