Anmeldelse

Min slagsbror

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En æstetisk nydelse og en bevægende smuk fortælling om Martin, der flytter med sin far, mor og lillesøster fra en treværelses på anden sal i København til en rønne i en fiskerby. Faren er tegner, men nu vil han til at tjene penge på malerier. Være kunstmaler.

Fakta:

Titel: Min slagsbror

Forfatter: Bodil Bredsdorff

Pris: 199 kroner

Sider: 101 sider

Type: Bog

Forlag: GB-forlagene

Martin forsøger at skabe sig et nyt liv det nye sted. Det er svært. Men efterhånden etablerer han et venskab med nabodrengen. Og via ham får Martin indblik i en helt anderledes familie. Her giver faren sønnen stryg.

Men også i Martins familie er der knas. Forældrenes ægteskab har sprækker. Moren er frustreret over, at faren har flyttet familien fra en komfortabel lejlighed med vaskekælder til en rønne helt uden moderne bekvemmeligheder. Det skaber en disharmoni mellem forældrene, som gør Martin forvirret.

Samtidig kaster moren sig også over lærrederne. Men i modsætning til faren har hun talent, og far ender med at gå hjemmefra i afmagt. Martin savner ham, og i protest mod moren tapetserer han sit værelse med farens malerier af måger.

Bogen handler om venskab og familier og familiestrukturer i opbrud. Den giver et billede af en ikke helt fjern fortid, hvor man købte ind hos Tatol-købmanden.

Sproget er smukt og betydningsmættet. Det er en bog, hvor man bliver ved med at bladre tilbage for at læse de samme smukke passager en gang til. Alle karaktererne er fint og nuanceret tegnet. Et meget smukt nyt værk i børne- og ungdomslitteraturen.

Den anbefales på det varmeste til litteraturundervisningen i udskolingen. Også i læreruddannelsen bør man præsenteres for den.