Fakta:

Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon

Teatret Møllen i samarbejde med Gruppe 38, Teater2Tusind & Carte Blanche

Instruktør: Hans Rønne.

Medvirkende: Connie Tronbjerg, Peter Seligmann og Bodil Alling.

Aldersgruppe fra 8 år og voksne. Varighed 45 min

Se mere her

Til lyden af vand bygger skuespillerne en lille by af store træklodser på et langt bord. Vi skal høre historien om byen langt mod nord, hvor folk passer sig selv og kigger ned i jorden, når de går. Det ligner nærmest en legetøjsby, men der bor rigtige mennesker, som spiser klipfisk og øllebrød og de synger i kirken om søndagen.

”Tænk, hvis jeg havde en rejsegrammofon” er inspireret af Karen Blixens ”Babettes Gæstebud”, men er skabt omkring en helt nyskrevet poetisk tekst af Bodil Alling.

Med enkle og originale virkemidler spilles teksten frem af de tre skuespillere på en hel særlig måde, der får os publikum til selv at danne billeder. Det gør de ved at sidde bag et langt træbord og gestalte fortællingens stemninger og progression frem med armbevægelser, underspillet ansigts-mimik; de lægger hovederne på bordet eller hælder til én side, som var de på et skib. Spillestilen kræver minutiøst samspil og præcise udtryk som i et danse-ensemble.

Der er fine pauser og sjove mellemspil, som når to af spillerne driller den tredje, i den detaljerede instruktion. I det hele taget er skuespillet i særklasse, og det er ikke uden grund, at forestillingen har vundet en Reumert-pris.

En af beboerne i byen er Viola, der drømmer og spørger; ”Hvor sidder saksen på en klipfisk? Hvad hedder sommerfuglen om vinteren? Hvordan kan tiden flyve afsted uden vinger.” Hun er nysgerrig, vil prøve noget nyt og bliver også forestillingens drivkraft.

Fortællestilen er fabulerende og der kommer en fremmed til byen. Madam Lüth er flygtet fra krigen og hun slår sig ned i udkanten – hendes hus er den eneste malede blå klods. Herfra hører Viola noget, der først lyder som en krage, der sidder og skratter i et træ. Men så lyder det som en stemme, der synger fra bunden af en blikdåse. Selvfølgelig nogle i publikum har gættet det, det er lyden af en rejsegrammofon, hvorfra vi senere hører de skønneste sange.

Madam Lüth skal lave mad til de triste mennesker, men det bliver ikke øllebrød og klipfisk. I en vrøvlescene bliver det til klipbrød og øllefisk, for så at udvikle sig til de lækreste retter, som i Babettes Gæstebud; skildpaddesuppe, slikasparges, tyttebær, perlehøne i dadelsvøb og vestindisk chokolade.

”Skildpaddesuppe - nu må I forestille jer, hvordan det smager, der findes ingen ord, som forklarer det” siger en af skuespillerne og kilder vores nysgerrighed.

Beboerne lover først hinanden kun en lille mundsmag, for alt det fremmede er farligt, men det smager simpelthen så spændende, at de må overgive sig og kaste sig ud i alt det nye.

I en grotesk scene tager begæret og nydelsen over. En kæmpe suppeske vandrer igen og igen op til skuespillerens grådige mund og lyssætningens skygger understreger hans voldsomme leg med den labre suppe. Beboerne har vitterlig fået smag for det fremmede.

Historien er aktuel i sit tema, om hvordan vi oplever og modtager alt det som er anderledes end den øllebrød vi spiser til hverdag. De yderst skeptiske beboere udvikler sig og skaber venskaber på kryds og tværs – også et venskab mellem Viola og opfinderen Henry, der kan opfinde hendes drømme.

Forestillingen er en øjenåbner om ikke at være bange for det fremmede, at turde være nysgerrig og opleve fællesskabet.