Jubilæer er anledning til eftertanke. Hvad er det, vi har tillagt betydning, og hvad er fortsat en strid værd? Der er skolehistoriske dokumenter, der står som milepæle på den lange vej for den frie tanke og det frie ord ind i folkeskolen. Nu er det 100 år siden, et skolecirkulære talte om 'Lærerpersonlighedens Betydning for Skolegerningen' og 'Skolen (skal) give Rum for fri Bevægelighed og personligt åndeligt Liv' (6. april 1900). Og for 25 år siden indførtes begreberne åndsfrihed og demokrati i lov om folkeskolen (1975). Politikerne og skolefolk bag disse formuleringer drømte ikke om, at undervisning skulle være en parlamentarisk proces. Selvfølgelig ikke. Undervisning og oplysning er en erkendelsesproces.

Måske skulle man gøre noget ud af de jubilæer? Det kunne tyde på det, når Thorkild Thejsen gør opmærksom på, at diskussion ikke er nok, der skal også debat og samtale til. En fælles baggrund i viden og normer er nødvendig for personlig stillingtagen og retten til at være tvivlende og uenig.

Og så læser man i Folkeskolen i en artikel, som undervisningsministeren har skrevet under på, at en kritiker (det var i øvrigt også Thorkild Thejsen) lider af 'angst for forandring'. At pådutte en kritiker angst er intimidering, det lille autoritære kneb. Vi ved dog alle, at forandring fryder, og - som Gamle Helveg skrev i Den Blå Betænkning i 1960 (endnu et jubilæum!) - at 'det må anses for naturligt for en lærer at prøve noget nyt.'

Men det kan blive værre endnu. På en skoledag for et par år siden rejste en engageret kollega sig op og forsvarede et udviklingsprojekt for skolen, og så sagde hun Gud hjælpe mig, at 'skolen måtte have hjælp udefra til de kolleger, der ikke var indstillet på udviklingen'. Uenigheden er ikke velkommen, den kollega, der holder på retten til at bevare sin tvivl, skal kastes for psykologerne. Jeg vil naturligvis ikke antyde, at den begejstrede kollega var stalinist, men hun gør sig skyldig i det totalitære greb, der består i at sende dissidenter til psykiatrisk behandling. Helt krigerisk blev en anden kollega, der i ministeriets hefte om 'en ny lærerrolle' (en såkaldt coach eller facilitator) skrev, at der er kolleger, der 'spænder snubletråde ud'. Der er forrædere blandt os!

På næste niveau i debatten går det helt galt. På en skole på Fyn havde man i 1999 en pædagogisk dag. Den herlige udvikling, der bliver forkyndt i kvalitetsudviklingsprojektet, udviklingsprogrammet, indsatsområdet eller fokusområdet med den forførende titel 'Folkeskolen 2000', modtages med ikke udelt begejstring, og de tvivlende får at vide, at 'den, der ikke kan tåle lugten i bageriet, må ud.' Her trues kolleger på brødet, og lærerforeningen burde skride ind - også selv om lærerforeningens repræsentanter er medansvarlige for projektet.

Og lige om hjørnet kommer så det endelige slag mod lærerpersonligheden. Undertrykkelsen begynder med elevernes underkastelse. En professor ved Lærerhøjskolen definerer dannelse som social kompetence, og en anden professor fra samme lærerhøjskole rejser til OECD i Paris og foreslår komparative pædagogiske evalueringer over social kompetence. Her er barnet sgu kommet i centrum. Når først drømmen om at kunne skabe det nye menneske, som har været det forgangne århundredes illusion, er sat på formel, så bliver det lærerens tur. Lærerevalueringer er popularitetsundersøgelser - under sådanne vilkår har den, der først kommer med en afvigende mening, tabt.

Det skal nævnes som andet end et kuriosum, at en konsulent og ph.d. fra lærerhøjskolen beklager, at lærere ikke har samme entreprenante holdninger som erhvervslivets profitsøgende superdrenge, der vil ud i verden for 'at tjene penge'. Her må man nok spørge om, hvad fanden meningen er. Skal lærere være frie intellektuelle, der kan stå den kritiske distance, eller skal de kvalificeres ved den iværksætterånd, der kan snuse sig frem til geschæften på markedet?

Måtte det præge DLF's næste kongres, at den står vagt om lærerpersonligheden og det frie ord! Læs teori og tænk selv! Dannelse i vor tid består ikke i at bøje nakken for eksperterne!

Tidligere studielektor, Undervisningsministeriet