Anmeldelse

Den fantastiske rejse

Den fantastiske rejse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På vej til Zoologisk Have i København sidder Aksel i bilen med sin familie. Han er teenager - med musik i ørerne og mobiltelefonen tæt på. Han gider ikke skrive opgave om dyrene, men det skal han, ellers må han ikke komme til fest, og der kommer Sofie. Han gider heller ikke følges med de andre, så de aftaler at mødes to timer senere. Det hele observeres af en mystisk dame, og da Aksel står og kigger på elefanterne, henvender hun sig til ham.

Fakta:

Titel: Den fantastiske rejse

Forfatter: Irene G. Scholten

Type: Dvd

Forlag: www.scholtenfilm.com

De følges ad, og hun fortæller den ene fantastiske dyrehistorie efter den anden. Efterhånden overgiver Aksel sig og lader sig begejstre. Damen stiller mange etiske og moralske spørgsmål om menneskets udnyttelse af naturen og taler om urkræfter og manglende kontakt med naturen. Til sidst bliver Aksel så forvirret, at han hopper ned i bassinet til sælerne. Han reddes i sidste øjeblik af zoo-personalet. På vej ud klapper hele Zoos personale ad Aksel, som udnævnes til dyreambassadør. Happy ending - Aksel har fået en masse fakta til sin opgave og en sød sms fra Sofie.

Filmen er en gave til Zoologisk Have i anledning af dets 150-års-jubilæum. Den er flot filmet med smukke nærbilleder af dyrene og mange flotte og overraskende klip. Underlægningsmusikken er speciel og stemningsfuld. Mit eneste kritikpunkt er dialogen - den er tung og virker kunstig, især for den mystiske dame. Det gør filmen langsom, hvilket er synd, da ideen er rigtig god og billederne smukke. I undervisningen kunne den måske bruges på mellemtrinnet i forbindelse med et emne om truede dyr, men jeg er i tvivl om, hvorvidt den vil fange eleverne.