Bachelorprojekt

Håndarbejde og sløjd giver viden gennem erfaring

”Det her broderi, altså. Det er bare med til at gøre håndarbejde sejt!”, siger Sebastian fra 4. C i håndarbejdstimen. Hvad sker der, når elever, der i andre fag har svært ved at sidde stille, pludselig arbejder dybt koncentreret i håndarbejde eller sløjd? Når de for eksempel er stærkt fokuseret på at lave korssting, pille op eller kopiere eget design fra papir til aidastof, altså når de er i et flow, hvor de oplever succes og mening med eget arbejde?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det har Helle Cæsar Trend Madsen sat sig for at udforske i sit bachelorprojekt "Læring og identitet" fra læreruddannelsen i Aarhus ved VIA UC. De centrale spørgsmål er, hvad elever lærer i håndarbejde ud over at tråde en nål og sy en hue?  Har håndarbejde og sløjd nogen berettigelse i folkeskolen, når der igen og igen er fokus på Pisa-resultater og hurtigere uddannelsesforløb? Eller er håndarbejde og sløjd bare et pausefag? Og hvorfor er det lige, at elever som Sebastian oplever håndarbejde som sejt? For at finde svar undersøger og analyserer Helle Cæsar Trend Madsen, hvordan håndarbejde og sløjd kan være med til at danne rammer for elevernes læring og identitet. Hvilke processer er på spil, når eleverne træder ind i håndarbejdslokalet sammenlignet med det, der sker i andre fag, og kan erfaringerne fra de praktiske fag bruges i andre sammenhænge? "Jeg har gennem mit praktikforløb oplevet, at nogle elever ændrer sig, alt efter hvilken sammenhæng de befinder sig i. Derfor er jeg interesseret i at finde ud af, hvordan man kan arbejde med elevernes læring ud fra et socialt perspektiv og med at finde ud af, hvorfor for eksempel eleven Mads i 4. klasse opfører sig helt anderledes i håndarbejde med sit broderi, end når jeg har ham til historie, hvor han næsten ikke kan være stille?", fortæller Helle Cæsar Trend Madsen, og fortsætter: "Derudover finder jeg det interessant, hvordan der i håndarbejde og sløjd kan arbejdes med en designproces, hvor eleverne selv er med fra idé til produkt, hvilket fører mig videre til nedenstående problemstilling." Bachelorprojektets undersøgelse  bygger på kvalitativ empiri, og  Helle Cæsar Trend Madsen gør opmærksom på, at den ikke giver et entydigt svar på, hvordan håndarbejde og sløjd har betydning for elevernes læring og identitet, fordi empirien består af observationer, logbogsnotater og et enkelt kvalitativt interview, der er subjektive, eftersom man som observatør vælger at lægge et fokus og dermed ikke altid kan få alt med. Alligevel når hun frem til en klar konklusion: "Når eleverne oplever mening med deres handlinger, vil der opstå gode muligheder for læring. I håndarbejde og sløjd er designprocessen med til at invitere eleverne ind i lærestoffet, hvor de har muligheden for selv at deltage og forme deres læreproces." For at kunne udfordre elevernes læring og identitet er det nødvendigt, at relationen lærer-elev er en subjekt-subjekt-relation, eftersom relationens karakter har betydning for, hvad eleven lærer. "Derfor må man som lærer være bevidst om sin relationskompetence, hvor den anerkendende tilgang er nødvendig for at kunne møde eleven på elevens præmisser. Dette har betydning for, hvilke erfaringer eleven tager med sig fra relationen, og eftersom man konstruerer sin identitet ud fra ens erfaringer, er det centralt, at eleven oplever at kunne være medbestemmende omkring sin læring og derigennem have mulighed for at skabe positive forventninger til fremtiden," skriver Helle Cæsar Trend Madsen Med afsæt i analysen argumentere hun desuden for, at det ikke nødvendigvis er praksisfællesskabet, der kommer først, men at de forventninger, man har til sig selv, er med til at bane ens vej ind i praksisfællesskabet. "Undersøgelsen viser, at der er i håndarbejde og sløjd ligger tavs viden gemt, som eleverne må lære gennem æstetisk erfaring, og jeg ser håndarbejde og sløjd som et vigtigt fag i skolen, fordi eleverne får mulighed for at være skabende og opnå viden gennem erfaring. Viden både om dem selv og om verden", skrives der i konklusionen.

Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA:

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på skærmen.

Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.