Jeg betvivler ikke, at Jan Trojaborg indimellem færdes mellem almindelige lærere. Som når Dronningen, vinkende med 'stift' håndled, lader sig beskue af folket.

Og jeg betvivler da heller ikke, at han har fået brugbare udmeldinger, når han har erkyndiget sig om standens tilstand i passiar med artige og tilpassede kolleger, der besidder tidsåndens 'korrekte' pædagogiske observans. Jeg har en gang i frastand iagttaget en lignende tildragelse!

Ej heller betvivler jeg den nys udkomne 'trivselsrapports' konklusioner om lærerlyst og -længsler. Og som nok skal blive udlagt og citeret langt ind i det 21. århundrede.

Men jeg betvivler i allerhøjeste grad Jan Trojaborg og andre pingers fortolkning af folkeskolens krise anno august 1996! For da de børstede kridtstøvet af hænderne, slap de samtidig håndtaget til realpædagogikkens verden. De er som en ballonskipper uden ballast og kommer først ned på jorden igen, når der prikkes hul på ballonen. Retorikken styrer dem - og ikke omvendt. Den er forudsigelig - nedslidt og ikke engang underholdende, hvilket burde være et krav i vor branche.

Og fordi de har mistet den pædagogiske orientering, kommer de ufrivilligt til at fungere som salgskonsulenter for profiljagende og realitetsfjerne politikere og teknokrater.

Hvornår har vi eksempelvis set en Jan Trojaborg som sand stridsmand bryde en lanse for almindelige læreres arbejdsvilkår i artikler i dagspressen?

Hvornår har han gjort sig bemærket med markante skolepolitiske synspunkter, der taler lærernes sag?

Men drejer det sig om forkromede pædagogiske udviklingsprogrammer og utopiske målsætninger, så holdes der festtaler.

Og oftest af samme karat og lige så ubrugelige som en fed og velnæret missionærs præk om fastens nødvendighed for en flok sultne negre.

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring