Debat

Der er ikke altid plads

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man oplever ikke så sjældent, at politikere bliver særdeles populære, hvis de formår at skabe noget mere for det samme eller et mindre beløb. Nogle har ligefrem gjort dette til deres eksistentielle motto.

Kommunerne skal konstant spare penge også på folkeskoleområdet, som blandt andet skyldes det stigende elevtal og de høje udgifter til lærerlønnen. Hvilket ikke er det samme, som at lærerlønnen er høj. Derfor ønskes det for kun Gud ved hvilken gang, at man skal hæve klassekvotienten fra de 28 til 29 (30) elever. Eller som nogle ønsker at (om)formulere det: At hæve landsgennemsnittet fra 18 til 19 elever. Bag sidstnævnte tal gemmer der sig den sandhed, at der i (stor)byerne er mange klasser tæt på det maksimale (28) modsat landområderne, hvor snittet er betydeligt lavere.

Derfor er det frikadellens flugt over plankeværket, at man blot taler om at hæve landsgennemsnittet, det vil nemlig betyde, at klasser i byerne ville nå det alt for høje maksimum.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Dette vil alt andet lige give et dårligere tilbud til eleverne, forældrene og senere samfundet.

Mindre tid per elev gør det heller ikke mere realistisk at tilfredsstille kravet om at stille den enkelte elev i centrum og foretage løbende evalueringer.

Flere elever i klassen kan ikke kompenseres af, at læreren bare skal forberede sin undervisning ordentligt. Det er blot endnu en hån og kronisk mistillid til lærerens egentlige arbejde.

Vi skal et frisk spadestik dybere: Nedsæt klassekvotienten til 15 elever. Ja, det er fodformet idealisme med goddaw i, men hvis man virkelig for alvor ønsker folkeskolens forkromede lov gennemført med hensyn til differentieret undervisning, elevevaluering og at fagene skal være præget af den praktisk-musiske dimension, så er det den eneste vej frem (medmindre man indfører to-lærersystemet konsekvent). Ellers bliver der for megen renvaskede politikerhænder, goddag-mand-økseskaft-snak og grå hår i hovedet på de ansatte i folkeskolen.

Hvor mange lærere kan med hånden på det pædagogiske hjerte bryste sig af, at deres undervisning er differentieret?

Debatten om flere eller færre elever drejer sig dybest set om, hvad man forstår ved god undervisning, samt hvad den kræver.

Divergensen mellem pædagogiske lærerintentioner og politiske karrierekroner gør ofte kommunikationen uligevægtig.

Det er ikke alt, der kan måles og vuderes med parametre og da slet ikke inden for skoleområdet, hvor spillevende mennesker er 'produktet'.

Ovenstående Venstre-idealisme bør folkeskolen sætte uden for døren.

Man kan ikke måle, om en undervisning entydigt er god. Prøv for eksempel at mødes fem-seks stykker og bliv enige om, hvad der er god undervisning (for slet ikke at tale om hvilke fag og indhold).

Der er ikke altid plads til en til - tværtimod.

Man kan ej heller blive ved med at få mere for det samme. Det koster samfundet penge at investere i ressourcer som børn og unge. Pengene kommer tifoldigt ind, hvis man altsåønsker at give dem ud.

Lars Jønner Alving

Vordingborg

Powered by Labrador CMS