Den er gal med skoleledelsen. Det er en temmelig generel erkendelse både blandt lærere, skoleledere og politikere. Og i Danmarks Lærerforening.

Bertel Haarder beskyldte folkeskolens samlede ledergruppe for at være en samling karklude. Derefter vred han dem op i management-ideer og sluttede med at hænge hele skolen op på nye styrelsesregler. Nu skulle skolen ledes effektivt som en virksomhed med selvstændig bestyrelse.

Lederen skulle være stærk og synlig, lød parolen.

Haarder forsvandt. Men ånden forsvandt ikke.

Og med arbejdstidsaftalen forsvandt lederne også. Ind bag computer og print og skemaer og tabeller og bureaukrati. Så det kneb med at få plads til det pædagogiske.

Og selv om der brænder lys til sent ud på aftenen på skolens kontor, er det sjældent pædagogik, lederen arbejder med, og det er heller ikke personalepolitik, der bruges mest energi på. For der er ikke tid.

Men det er lederen, der har ansvaret. Både for pædagogikken og administrationen. Og lærernes planlægning. Det står i skoleloven.

At alt dette har betydet en kolossal belastning for lederne siger sig selv, og Folkeskolens stillingsannoncer med mange genopslag viser, at det ikke mere er attraktivt at blive skoleleder eller viceinspektør. Lønnen passer hverken til ansvar eller arbejdsbyrde, og der hives i lederne fra alle sider.

Desværre er den også gal med lederne internt i Danmarks Lærerforening. Den voldsomme decentralisering har betydet en professionalisering af lokalkredsene, og tillidsrepræsentantens rolle er i dag lige så markant anderledes som skolelederens. Hvor det går godt, går det godt! Leder og tillidsrepræsentant arbejder tæt og tillidsfuldt sammen, og man er fælles om at bruge kredskontorets ekspertise, hvor det er nødvendigt.

Men samarbejdsmodellen fungerer ikke, når der opstår problemer. Når leder og tillidsrepræsentant for alvor kommer i konflikt med hinanden, kan de ikke være fælles om at trække på kredsen.

Resultatet bliver noget rod. Lederen ringer måske til lokale kolleger, måske til Kommunernes Landsforening eller måske til Danmarks Skolelederforening. Men ikke til kredsen, for der har tillidsrepræstanten allerede været.

Det er uholdbart. Ethvert medlem af en fagforening skal til enhver tid kunne henvende sig til sin fagforening og være sikker på at få den hjælp, han eller hun har brug for.

Skolelederne har fortalt DLF om problemerne. Både gennem deres repræsentant i hovedstyrelsen, på kongresser og via deres faglige forening, men det virker som om, fronterne er låst fast. Det er uacceptabelt. Men det nytter ikke med en konfrontationspolitik, for lærere og ledere har brug for hinanden både i skolen og i fagforeningen, og der hviler et stort ansvar på alle parter - både lokalt og centralt - for at finde en løsning, så alle medlemmer kan sige, at de har en god, fælles fagforening.

-th

Læs side 16 og 24

Den er gal med skoleledelsen. Men lærere og ledere har brug for hinanden - både i skolen og i fagforeningen