Karin Søgaard Green modtager prisen som den mest hjælpsomme kollega

Lærer fik HK’s pris som mest hjælpsomme kollega

Karin Søgaard Green fra Mejrup Skole i Holstebro blev meget overrasket over at blive udnævnt som den mest hjælpsomme kollega – og fejret med lagkage, flag og konfetti. ”Det er en pris, der forpligter”, siger hun. Kollega indstillede hende.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det var bare for vanvittigt. Jeg blev mundlam, rørt og ydmyg. Mange af mine kolleger kunne have fået denne pris. Jeg har ikke gjort noget specielt. Men vi har en god arbejdsplads", siger lærer Karin Søgaard Green.

Det var hendes kollega Mads Foged Søndergaard, der indstillede hende prisen. HK uddeler priser til Danmarks Bedste Kollega, den mest engagerede kollega, mest ansvarsfulde kollega og så også Danmarks mest hjælpsomme kollega.

Mads Foged Søndergaard havde set noget om konkurrencen på tv og indstillede hende med denne begrundelse: "Som ny - helt grøn og usikker tog hun mig under sin vinge og sikrede sig hele tiden, at jeg følte mig tryg. Samtidig forlangte hun, at jeg bød ind og deltog og forholdt mig aktivt til den virkelighed og det arbejdsliv, vi er en del af sammen. Hun hjalp mig på den måde til hurtigt at falde til, føle, jeg havde noget at bidrage med, og viste mig værdien af at engagere sig. Hver dag. Og sådan har det været lige siden".

De to har arbejdet sammen i ti år nu og deler årgang.

Pris smitter af på alle

"Jeg læste Mads' indstilling til prisen for et stykke tid siden, og det var enormt rørende, at en kollega har skrevet sådan. Vi talte om det, og så tænkte jeg ikke mere på det. Her i november blev vi alle indkaldt til et møde en onsdag klokken 12. Vi troede, der var tale om nedskæringer, og der var alvorlige miner, men så træder Mads ind med en stor lagkage med et logo fra HK på. Der var fotograf og ja, det var bare for vanvittigt. Jeg blev helt mundlam", fortæller Karin Søgaard Green.

Kollegerne på Mejrup Skole fejrede hende og prisen, og så måtte hun tilbage til hverdagen, for der var forældresamtaler i hendes klasse den dag.

"Sådan en pris smitter af på os alle. Vi har en enormt god arbejdsplads, og jeg synes altså ikke, at jeg har gjort noget specielt. Der er jeg nok lidt vestjysk og bliver forlegen over al den opmærksomhed".

Hendes 6. klasse har også fejret prisen med rød løber, plancher og kage fra forældrene.

HK's pris var både en statuette, blomster, diplom og en kurv med chokolade og lakrids, som er blevet delt med kollegerne.

Karin Søgaard Green siger, at hun selv blev rigtig godt modtaget, da hun begyndte på Mejrup Skole for mange år siden.

"Mads kom lige fra læreruddannelsen, da vi begyndte vores samarbejde. Og han havde nogle gode ideer med. Dem prøvede vi, for noget af det værste jeg kan forestille mig er, at man siger til en ung lærer: "det har vi prøvet før, det kan ikke lade sig gøre". Selvfølgelig har jeg da delt noget af min erfaring ud, men generelt er folk her på skolen hjælpsomme og søde. Det er også en pris, der forpligter - man tænker lige: jamen selvfølgelig hjælper jeg lige til".

Juryen ved prisuddelingen bestod af repræsentanter fra KL, Dansk Erhverv og HK, og kollega-prisen kan gives til alle brancher. Den er en del af kampagnen God KollegaKarma - "Gode kolleger gør din arbejdsdag bedre".