"Nu mener man, at børn nok ikke har godt af at stirre på en skærm hele skoletiden og hele fritiden. Man snakker også om at ændre lov 409, som bestemmer lærernes arbejdstid. Inklusionen var nok ikke vellykket, indser man nu". I forordet til sin bog om de seneste 10 år i folkeskolen konstaterer Hans Erik Hansen små tegn på forandring.

Da lærerlivet gik fra pædagogik til overlevelse

Hans Erik Hansen var i en årrække mentor for unge, nye lærere. Til dem - og i en blog på folkeskolen.dk - skrev han små historier om lærerlivet, samtidig med at han så mange af de unge, dygtige kolleger bukke under. Nu har han samlet alle historierne i et portræt af folkeskolen fra 2010 til 2020.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I august 2010 skulle jeg til at tage hul på mit 29. skoleår som lærer i den danske folkeskole. Jeg syntes og troede, at jeg havde set det meste, men hvad der skete af omvæltninger de sidste 8-10 år, jeg var lærer, var voldsommere end noget, jeg havde oplevet. Lad mig blot nævne fire tiltag: Folkeskolereformen, lærernes arbejdstid, inklusionen og digitaliseringen for både elever og lærere.

Sådan skriver Hans Erik Hansen, 63, i indledningen til bogen "De hellige haller", som udkommer i dag. Han har været lærer på Bryrup Skole i Midtjylland det meste af sit lærerliv. Han har skrevet nogle børnebøger undervejs, og da han for ti år siden blev mentor for de nyuddannede, der startede på skolen, fandt han på at skrive små historier fra lærerværelset på den fiktive Frydenlundskolen som udgangspunkt for samtalerne med dem. Og da folkeskolen.dk året efter gik i luften med de første blogs, blev Hans Eriks historier fra Frydenlundskolen en del af bloggeruniverset.

Johannes er Hans Erik Hansens alter ego og i starten temmelig træt af alt det nye it, bl.a. smartboards og intra, som blev introduceret på skolen. Men så kom inklusion og lockout, lov 409 og folkeskolereformen, og efterhånden fylder it-frustrationerne mindre i historierne.

"Debatten var anderledes på lærerværelset dengang. Det handlede meget om pædagogiske tiltag, vi godt kunne tænke os at sætte i værk. Også dengang manglede vi midler til de ideer, vi havde, men nu handler det mere om, hvordan vi løser tingene på trods af vilkårene. Det er blevet overlevelse", siger Hans Erik Hansen, der er gået igennem alle sine egne indlæg fra folkeskolen.dk, kommenteret på dem og samlet den i en bog, der udkommer i dag.

De svageste kan ikke holde til de lange dage

"Skolen er helt, helt anderledes i dag, end den var før reformen. Både børn og voksne skal være der længere tid. Det skulle jo være til gavn for de svageste, men dem laver vi tit særordninger for, så de får færre timer - for ellers kommer de slet ikke i skole. Så det har ikke haft den effekt, man havde håbet på", konstaterer Hans Erik Hansen, som gik på pension i oktober.

Men har I givet reformen en chance?

"Det har vi - for det er vi jo nødt til, ellers giver det bagslag. Børnene reagerer jo, så på den led er vi tvunget til at give vores bedste".

Johannes' kolleger på Frydenlundsskolen er sammensat af elementer fra Hans Eriks kolleger på Bryrup Skole blandet med beretninger, han har hørt fra andre skoler - ingen er én-til-én portrætteret i bogen. Og lærerne er ikke ubetinget historiernes helte. Der er nogle, der springer over, hvor gærdet er lavest, der er én, der bliver alkoholiker efter en skilsmisse, og så er der to 'sager'. En lærer medvirker til, hvad han og klassens drenge opfatter som en sjov practical joke, hvor de spænder en af pigerne fast i en høvlebænk ved håret.

"Dén hørte jeg om som case på et tillidsrepræsentantkursus. Vi skulle gætte på, hvad sanktionen ville være - men der var ikke nogen af os, der gættede på, at læreren stod til tre måneders ubetinget fængsel", fortæller Hans Erik Hansen.

Overvejelserne i forhold til hvor meget man skal/må røre ved eleverne som led i sit relationsarbejde er noget, der i høj grad har fyldt i hans samtaler med de unge nyuddannede kolleger. Og hvor mange måske tror, at risikoen for at blive anklaget for seksuelle overgreb mod eleverne er noget, kun mandlige lærere er i fare for, fortæller bogen om læreren Laura, der fortæller en pige i 8. klasse, at hun sender nogle åbenlyse, uheldige seksuelle signaler ved den måde, hun går klædt.

Laura var som en mor for eleverne. Ofte tog hun en elev om armen og viste, hvordan man skulle røre fars eller den slags. Men da hun en dag rørte Sascha let på skulderen, vrissede Sascha:

"Du skal ikke røre ved mig, bitch!"

Laura blev lamslået over sproget. Faktisk var hun i starten vred over, at Sascha ødelagde den gode stemning i lokalet, og Laura bad om at få en anden tone. Sascha smed piskerisene i vasken og forlod lokalet med en smækkende dør. De andre elever sagde til Laura, at Saschas kæreste lige havde slået op. Det blev Laura glad for at høre, men det ændrede ikke på, at Lauras pleasergen var såret.

Et par dage efter ringede en mor til en af de bedste ele­ver i klassen til Laura og fortalte, at Sascha havde skrevet om Laura på Facebook. Hun havde skrevet om en dum kælling, Lebbe-Laura, som altid skulle gramse på unge piger.

»Jeg kommer aldrig til at arbejde med børn igen« 

Nogle af de blogindlæg, hvor forfatteren går tættest på Bryrup Skoles virkelighed er dem, hvor han fortæller om dygtige - ofte unge - kolleger, der forlader skolen.

"Der har jeg ikke ændret så meget, for det skal også være en hyldest til dem. For andre skal vide, at der er et tab forbundet med at forringe lærernes arbejdsvilkår. Lærere blev jo også ramt af psykisk sygdom i gamle dage, men de senere år er der mange unge dygtige lærere, der har forladt folkeskolen, hvor de forringede arbejdsvilkår var den eneste grund. Dem ser vi aldrig mere. Det er rigtig trist - folkeskolen skulle jo være flagskibet", siger Hans Erik Hansen.