Debat

Et vigtigt formandsvalg - derfor støtter vi Gordon.

Hvad kendetegner den formand, som vi har brug for i Danmarks Lærerforening nu og i fremtiden?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har brug for en formand der kan få ideer, tage initiativer, være en drivende kraft, bruge hele organisationens erfaringer og skabe følgeskab. Det er ikke nok at sige, at man gerne vil – det er handlingen, der tæller. Derfor stemmer vi på Gordon.

Gordon har vist, at han i den grad magter denne vanskelige kombination. Såvel op til OK18 som op til periodeforhandlingen har Gordon rejst rundt til kredsene og til regionale møder for at drøfte ideer og muligheder, og gennem sit samarbejde med mange kredse om lokalaftaler, har Gordon indhentet inspiration, som er brugt aktiv i de centrale forhandlinger, og gennem det arbejde formidlet værdifuld viden på tværs af kredsene.   Vi har brug for en formand, der kan repræsentere lærerne – alle lærerne. Det er en misforståelse at tro, at respekt og indflydelse i det politiske system skabes gennem retoriske udladninger. Det fordrer derimod viden, saglighed, vedholdenhed og gode relationer. Relationer, der bygger på tillid og troværdighed. Dette har vi igennem vores arbejde i DLF lært, at Gordon besidder.

Vi har ligeledes brug for en formand med øje for, at Danmarks Lærerforening er til for mere end lærerne i folkeskolen. Gordon har i sit virke som formand for overenskomstudvalget haft et godt og tæt samarbejde med de andre medlemsgrupper i foreningen, og har blandt andet været med til at sikre bedre lønvilkår for både børnehaveklasseledere og skolekonsulenter. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Gordon har et særdeles veludviklet socialt gen, der gør, at han altid bidrager til at skabe en god stemning, når han er sammen med andre. Det har han brugt til at skabe sig et vidtforgrenet netværk blandt politikere, arbejdsgivere, organisationsfolk mm. Det er helt afgørende for en formand, hvis formanden skal kunne varetage medlemmernes interesser.   En formand skal kunne kombinere kontinuitet og fornyelse. I den tid at Gordon har været formand for overenskomstudvalget er der blevet sat en helt ny dagsorden for inddragelse af kredsene. Vi har deltaget i arbejdstidskonferencer med meget åbne dagsordener og direkte benspænd for at få os til at tænke nyt – det har til tider været næsten frustrationsskabende, men det har uden tvivl været nødvendigt for at bringe os ud af vores komfortzone og dermed bidrage til at finde nye veje. På de regionale møder har vi haft mulighed for at bidrage med vores vinkler og ideer, og Gordon har ligeledes deltaget i TR-møder rundt om i landet. Gordon har vist, at han kan nytænke det politiske arbejde, og samtidig vil han repræsentere en afgørende kontinuitet i form af en saglig og velfunderet formand.   Vores formand skal være en samlende person i organisationen. Det betyder på ingen måde, at vi er enige om alt, hvilket blandt andet er kommet tydeligt til udtryk ved urafstemninger om diverse overenskomster og senest ved afstemningen om A20, men vi kan bruge Gordons positive tilgang til aftaler og samarbejde, han er klar til at ændre historien, så det kan blive det positive arbejdsliv, som gør lærerne stolte af deres fag og deres fagforening. Det kræver mod og styrke at sætte en ny retning, som alle uundgåeligt ikke er enig i. Det kan kun lade sig gøre, hvis man har et solidt fundament i en samlet organisation, ellers bliver man handlingslammet. Med Gordon som formand vil vi have de bedste muligheder for at fastholde den styrke.   Efter 7 års ihærdigt arbejde på alle niveauer i organisationen, står vi i dag et helt andet sted end i 2013 og samtidig står vi med en helt aktuel udfordring i at få landet en overenskomst med usikkerheden fra COVID-19 som et meget vanskeligt udgangspunkt. Vi har i den grad brug for, at den formand, der skal stå i spidsen for Danmarks Lærerforening, har de egenskaber, vi her har beskrevet.

Venlig hilsen

Jørgen Ebsen, Formand for børnehaveklasseledernes kredsstyrelse, Fyn

Pia Jessen, Formand for børnehaveklasselederforeningen

Jeanette Winther, kredsformand Viborg Lærerkreds

Peter Lund Andersen, kredsformand Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Nyborg Lærerkreds

Lise-Lotte Horn Jakobsen, kredsformand Næstved Lærerkreds

Louise Brandt, kredsformand Furesø Lærerkreds