Else Johansen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere hovedstyrelsesmedlem Else Johansen er død. Else sad i DLF's hovedstyrelsen i perioden fra 1. januar 1996 til 31. december 2003, hvor jeg havde den store glæde at være hendes kollega. Else var valgt ind af fraktion 4, men hun var indbegrebet af udtrykket »en gang lærer, altid lærer«.

Else var levende interesseret i folkeskolen, læreruddannelsen og lærernes vilkår, så ud over at være et stort aktiv for medlemmerne i fraktion 4 var hun et stort aktiv for hele hovedstyrelsen og for alle medlemmer.

Først og fremmest var Else et godt, ordentligt og modigt menneske. I en tid med ganske betydelige interne diskussioner i DLF formåede Else at fastholde sin egen kompasretning i sit faglige arbejde, hvilket bestemt ikke var det nemmeste ud fra et fraktion 4-mandat.

Jeg havde den store glæde at opleve, at fra første gang vi mødtes, var der en rigtig god kemi imellem os. Derfor blev Else en person, der betød meget for mig og for mit fagpolitiske arbejde. I januar i år fik jeg et brev fra Elses datter, der på Elses vegne takkede for julekortet, men desværre også kunne fortælle, at Else nu var så syg, at hun ikke længere kunne opfatte, at hun havde fået et julekort. Nu har Else fået fred. Tak for indsatsen, Else. Jeg kommer til at savne dig.